27. For Højesteret gjorde banken imidlertid gældende, at K’s betalingspligt fulgte dels af »særlige retsregler«, jf. GBL § 27, dels af erstatningsretlige synspunkter. De »særlige retsregler«, som banken gjorde gældende, var dels AFTL § 34 om proforma, dels regler udviklet i retspraksis, jf. U 1949.74 H (og herom A. Drachmann Bentzon i TfR 1949.193 f.). Det forekom i højesteretsdommen fra 1993 ret åbenbart, at der ikke var indtrådt nogen aftaleretlig binding for T (jf. også ovenfor). Der forelå eksempelvis ikke pro forma, idet K ikke ved sin adfærd på nogen måde havde accepteret den af T anvendte fremgangsmåde (men tværtimod havde sagt fra over for K). Det var ligeledes ret åbenbart, at forholdene afveg væsentligt fra omstændighederne i U 1949.74 H, hvor en køber, der ikke havde modtaget de købte maskiner, havde underskrevet en særskilt klausul, ifølge hvilken han havde modtaget dem, og hvor afbetalingskontrakten angav, at kravet på købesummen transporteredes til et pengeinstitut. ⁹¹¹911. I stedet for at betragte køberen som aftaleretligt forpligtet i overensstemmelse med erklæringens indhold (fordi han ved passivitet har fortabt indsigelsen om ikke at være bundet), kan man anse ham for erstatningspligtig for at have påført en anden et tab ved sin uforsigtighed, jf. Torsten Iversen: Obligationsret 3. del, 3. udg. (2018) s. 125, Jørgen Nørgaard i U 1977B.1 ff. og Bo von Eyben m.fl.: Lærebog i obligationsret II, 4. udg. (2014) s. 69 f. Som angivet ovenfor i teksten fører aftaleretlig binding og erstatningsansvar typisk ikke til det samme beløbsmæssige resultat (medmindre belåningsprocenten er 100). Denne forskel på aftaleretlig binding og erstatningspådragende adfærd var netop forskellen på flertallets votum og mindretallets votum i U 1949.74 H. – Sml. Hans Helge Beck Thomsen og Claus Rohde: Kreditaftaler og Ejendomsforbehold, 2. udg. (2017) s. 159. Resultatet i dommen fra 1949 må betegnes som »såre oplagt«, jf. Lars Hedegaard Kristensen: Erhvervsfinansieringsret s. 206. – I U 1993.438 H gav Højesteret med følgende begrundelse pengeinstituttet medhold i erstatningspåstanden: »Ved modtagelsen af de fiktive fakturaer og de efterfølgende denuntiationsskrivelser fra banken måtte det stå [K] klart, at banken i god tro ville belåne også disse fakturaer på samme måde, som man hidtil i det flerårige mellemværende mellem [K], [T] og [banken] havde belånt de reelle fakturaer, man havde fået overdraget til sikkerhed for [T’s] fakturabelåningskredit. I hvert fald under disse omstændigheder burde [K] have underrettet banken om, at de omhandlede fakturaer var fiktive«. Det fremgår af citatet fra præmisserne, at Højesteret lagde vægt på, at der var tale om en løbende »flerårig ordning«. Retsstillingen kan måske sammenfattes i en sætning om, at en fakturaskyldner ifalder erstatningsansvar, hvis han undlader at reagere i en situation, hvor det må stå ham klart, at der er en nærliggende risiko for, at factoringselskabet vil lide tab. En flerårig forretningsforbindelse mellem parterne taler naturligvis for reklamationspligt, men er ikke en absolut betingelse for fortabelse af indsigelser som følge af »særlige retsregler«, jf. GBL § 27. I U 1993.438 H procederede banken bl.a. på, at branchen gjorde en underretningspligt særlig nærliggende – der var tale om fakturabelåning i entreprenørbranchen, hvor fordringstransporter er meget almindelige – men Højesteret undlod at fremhæve branchesynspunktet og lagde i stedet vægt på det »situationstypiske«, hvilket Jørgen Nørgaard netop fremhæver i sin kommentar til dommen trykt i U 1993B.433 ff.