blodprop i hjernen. Denne afgørelse blev ikke påklaget. Patienterstatningen traf den 5. september 1997 afgørelse om, at patienten var berettiget til 34.400 kr. i godtgørelse for svie og smerte og godtgørelse for varigt mén. Patienten påklagede denne afgørelse til Ankenævnet for Patienterstatningen, der imidlertid fandt, at han ikke var berettiget til erstatning efter loven om patientforsikring. Patienten gjorde for Højesteret som et nyt anbringende gældende, at Ankenævnet for Patienterstatningen ikke havde hjemmel til at afgøre hans klagesag til ugunst for ham. Ankenævnet for Patienterstatningen skulle ifølge patienten ved sin klagesagsbehandling lægge Patienterstatningens afgørelse af 15. november 1996 uprøvet til grund, idet den var gyldig og upåklaget. Ankenævnet for Patienterstatningen var endvidere uberettiget til at ændre afgørelsen af 5. september 1997 til skade for ham, idet hverken sygehusmyndigheden eller forsikringsselskabet havde påklaget denne afgørelse.
Højesterets flertal på seks dommere var ikke enige med patienten. 10371037. En højesteretsdommer fandt, at en afgørelse om tilkendelse af erstatning eller godtgørelse, som er truffet af Patienterstatningen, og som patienten indbringer for Ankenævnet for Patienterstatningen, alene bør kunne ændres til skade for patienten, i det omfang den for sygehuset driftsansvarlige eller dennes forsikringsselskab har nedlagt påstand herom. Flertallet fandt, at Ankenævnet for Patienterstatningen var berettiget til at ændre en klage til skade for klageren, selv om modparten ikke selv havde klaget over afgørelsen. Ankenævnet for Patienterstatningen var endvidere ikke forpligtet til uprøvet at lægge Patienterstatningens upåklagede afgørelse om erstatningspligt til grund ved sin behandling af klagen, idet nævnet var berettiget til at træffe den afgørelse, som nævnet anså for materielt rigtig. Det hedder herom i præmisserne bl.a.:
»[Patienterstatningens] afgørelse af 15. november 1996, der alene vedrører erstatningspligten, blev ikke påklaget af nogen af parterne. Særligt for så vidt angår dette forhold bemærkes, at afgørelsen efter sit indhold er en delafgørelse, og at det i afgørelsen anføres, at [Patienterstatningen] ville vende tilbage til sagen, når resultatet af en speciallægeundersøgelse fra Rigshospitalets neurologiske afdeling forelå. Det forhold, at hverken A, sygehusmyndigheden eller dennes forsikringsselskab påklagede afgørelsen til [Ankenævnet for Patienterstatningen], indebærer derfor ikke, at ankenævnet under behandlingen af en klage over [Patienterstatningens] efterfølgende afgørelse om erstatningsfastsættelsen skal lægge [Patienterstatningens] afgørelse af 15. november 1996 om erstatningspligt uprøvet til grund.
[Ankenævnet for Patienterstatningen] var derfor som sket berettiget til at træffe den afgørelse, som nævnet anså for materielt rigtig. ...«