Dommen angik imidlertid adgangen til at ændre den afgørelse fra Patienterstatningen, der var påklaget til nævnet, til skade for klageren. Dommen tog således ikke stilling til den problemstilling, som forelå i 2016-dommen: Om ankenævnet i forbindelse med behandlingen af en klage over en senere afgørelse fra Patienterstatningen også kunne ændre tidligere afgørelser fra Patienterstatningen, der ikke var påklaget til nævnet. Efter dommens præmisser kunne det endvidere give anledning til tvivl, hvad svaret på denne problemstilling skal være: Skal man lægge afgørende vægt på, at Ankenævnet for Patienterstatningen skal træffe den materielt rigtige afgørelse, eller skal man tillægge det afgørende betydning, om den afgørelse, som ankenævnet overvejer at ændre til skade for klageren, må anses for en delafgørelse? Det kunne endvidere give anledning til tvivl at fastlægge, om en tidligere afgørelse må anses for en delafgørelse, således som parternes uenighed i 2016-sagen også illustrerer, jf. afsnit 3.2 foran.

Højesterets dom fra 2005 er omtalt i forarbejderne til lov nr. 519 af 26. maj 2014 om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Ved lovændringen blev der indsat et nyt kapitel 4 a (§§ 58 a-60 b) i loven, hvorved reglerne om Ankenævnet for Patienterstatningens virksomhed blev nærmere reguleret. Det anføres i lovforslagets bemærkninger, ¹⁰³⁸1038. Lovforslag nr. L 126 af 30. januar 2014, bemærkningerne til § 2, nr. 8. at det foreslås præciseret i lovteksten, at

Denne præcisering af ankenævnets kompetence i selve loven skete efter Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 30. januar 2012, som Højesterets 2016-dom angik, men henvisningen til 2005-dommen viste, at lovgivningsmagten ikke med lovændringen i 2014 ønskede at tage afstand fra den retstilstand om ankenævnets prøvelseskompetence, som 2005-dommen fastslog.

Ankenævnet for Patienterstatningen har i en meddelelse fra 2014 om ændring til skade for klager oplyst, hvad nævnets praksis går ud på. Det hedder heri bl.a.: