»Hvis den påklagede afgørelse er ugyldig efter forvaltningsrettens ugyldighedsregler ..., skal den som altovervejende hovedregel annulleres eller ændres (eller hjemvises), uanset om dette er til skade for klageren. ... Er afgørelsen fra førsteinstansen gyldig, er reformatio in pejus som udgangspunkt udelukket, men det beror på en bredere fortolkning af den enkelte lov, herunder især dens regler vedrørende rekurs, om der på det pågældende område trods udgangspunktet er adgang til ændring til skade for klageren. ... Det er i den forbindelse af betydning, om der er modstående interesser. Og navnlig er det af betydning, om der er andre klageberettigede end den, som aktuelt har indgivet klage. Er der andre klageberettigede, som kan klage ud fra andre interesser end klagerens, taler dette for, at klageren må affinde sig med, at afgørelsen under rekursbehandlingen kan blive ændret til skade for ham eller hende – selv om der ikke er indgivet klage af andre. Det gælder også, hvis den eller de klageberettigede er en myndighed eller forening, der varetager offentlige interesser eller almene interesser.«
For så vidt angår ugyldighed, 10411041. Ved ugyldighed forstås, at afgørelsen ikke får retsvirkninger i overensstemmelse med sit indhold, jf. Karsten Revsbech, a.st., s. 432. I de tilfælde, hvor en ugyldig forvaltningsakt er anfægtelig (og ikke en nullitet), er ugyldigheden i almindelighed betinget af en autoritativ udtalelse herom fra den udstedende forvaltningsmyndighed selv, en overordnet forvaltningsmyndighed og i sidste instans domstolene, jf. a.st., s. 435. Normalt skal ugyldigheden regnes ex tunc, således at forvaltningsakten anses for ikke eksisterende helt fra dens udstedelse, jf. nærmere a.st., s. 436. Se endvidere Niels Fenger, Forvaltningsret, 2018, s. 941 f. som efter citatet i sig selv kan medføre, at klageinstansen ændrer en afgørelse til skade for klageren, anfører Karsten Revsbech, a.st., s. 450 ff., bl.a., at en hjemmelsmangel normalt i sig selv er væsentlig. Tertiære momenter (særlige forhold) kan føre til, at en forvaltningsafgørelse bliver stående som gyldig trods en hjemmelsmangel. Dette sker dog kun undtagelsesvis, hvilket hænger sammen med, at det i et samfund som det danske er vanskeligt at acceptere, at en afgørelse, der strider mod loven eller er uden hjemmel i loven mv., skal være gældende. Udgangspunktet er således, at manglende lovhjemmel medfører, at såvel begunstigende som bebyrdende forvaltningsakter er ugyldige.
På det anførte retskildemæssige grundlag fastslog Højesterets flertal på fire dommere i 2016-dommen, at Ankenævnet for Patienterstatningen som led i klagesagens behandling var berettiget til ikke alene at ophæve Patienterstatningens afgørelse om erstatningspligt, men også at ophæve Patienterstatningens afgørelser om erstatningsfastsættelse mv. Dette gjaldt, selv om hverken afgørelsen om erstatningspligt eller de tidligere