»Det er med Højesterets dom af 10. februar 2005 (U 2005.1520 H) fastslået, at [Ankenævnet for Patienterstatningen] – i en situation hvor [Patienterstatningen] først har truffet en afgørelse, der alene vedrører erstatningspligten, og dernæst har truffet en afgørelse om erstatningsfastsættelsen – ikke under behandlingen af en klage over afgørelsen om erstatningsfastsættelsen skal lægge [Patienterstatningens] afgørelse om erstatningspligt uprøvet til grund. [Ankenævnet for Patienterstatningen] var derfor berettiget til at træffe den afgørelse om erstatningspligt, som nævnet anså for materielt rigtig.

I den foreliggende sag traf [Patienterstatningen] den 11. marts 2009 en afgørelse om erstatningspligt og erstatningsfastsættelse. Dernæst traf [Patienterstatningen] den 19. juli 2010 og den 8. december 2010 yderligere afgørelser om erstatningsfastsættelse. Ved afgørelse af 7. marts 2011 meddelte [Patienterstatningen], at A ikke aktuelt var berettiget til yderligere erstatning. Denne afgørelse blev påklaget til ankenævnet af A.

Vi finder, at hensynet til, at der træffes en materielt rigtig afgørelse om erstatningspligt, indebærer, at ankenævnet heller ikke i den foreliggende situation var forpligtet til at lægge [Patienterstatningens] afgørelse af 11. marts 2009 om erstatningspligt uprøvet til grund. Ankenævnet var således berettiget til ved behandlingen af klagen om yderligere erstatning at fastslå, at A ikke var påført en erstatningsberettigende skade.

Ankenævnets afgørelse af 30. januar 2012 indebærer, at [Patienterstatningen] ikke havde hjemmel til at træffe afgørelse om, at der forelå en erstatningsberettigende skade, således som [Patienterstatningen] gjorde i afgørelsen af 11. marts 2009. Udgangspunktet er herefter, at [Patienterstatningens] afgørelse om erstatningspligt er ugyldig efter forvaltningsrettens almindelige regler. [Patienterstatningens] afgørelser af 11. marts 2009, 19. juli 2010, 8. december 2010 og 7. marts 2011 om erstatningsfastsættelse mv. er som udgangspunkt også ugyldige, idet disse afgørelser er baseret på den forkerte forudsætning, at der forelå en erstatningsberettigende skade. Der foreligger ikke særlige omstændigheder, der gør det påkrævet at fravige udgangspunktet om ugyldighed – heller ikke for så vidt angår [Patienterstatningens] afgørelser af 11. marts 2009, 19. juli 2010 og 8. december 2010, hvorved A blev tilkendt godtgørelse og erstatning. Den omstændighed, at regionen efter det oplyste har udbetalt erstatnings- og godtgørelsesbeløbene til A i henhold til [Patienterstatningens] afgørelser, kan ikke føre til et andet resultat. Det bemærkes herved, at det beror på en selvstændig vurdering, om regionen kan kræve tilbagebetaling, og at tilbagebetalingsreglerne i tilstrækkelig grad beskytter den person, der i god tro har modtaget erstatning eller godtgørelse i henhold til en myndigheds afgørelse herom.«