Selv om man kan sige, at præmisserne – også set i lyset af gennemgangen af retskildegrundlaget – nærmest taler for sig selv, er der grund til at knytte nogle enkelte kommentarer til dem:
- a Højesteret tog ikke selvstændigt stilling til, om der var adgang til reformatio in pejus inden for patientskadeområdet i den forstand, at den påklagede afgørelse kunne ændres til skade for klageren, selv om modparten ikke havde klaget. Dette var allerede fastslået i Højesterets dom af 19. februar 2005 (UfR 2005.1520), som Højesteret i 2016-dommen tog afsæt i. 2005-dommen var som nævnt også lagt til grund ved lovændringen i 2014.
- b Højesteret fastslog herefter, at Ankenævnet for Patienterstatningen ikke var forpligtet til at lægge Patienterstatningens afgørelse af 11. marts 2009 om erstatningspligt uprøvet til grund i forbindelse med behandlingen af det spørgsmål, som der var klaget over. Dette svarede til, hvad der fulgte af 2005-dommen, men Højesteret henviste ikke som begrundelse herfor til, at afgørelsen af 11. marts 2009 skulle anses for en delafgørelse. Det havde ikke nogen betydning, hvorledes denne afgørelse i den henseende blev karakteriseret. Det afgørende var hensynet til, at der træffes en materielt rigtig afgørelse om det påklagede spørgsmål.
- c Spørgsmålet var så – og det var det principielle aspekt i sagen – om ankenævnet kunne gå skridtet videre og ændre afgørelsen af 11. marts 2009 om erstatningspligt, selv om den ikke var påklaget, og i bekræftende fald – som konsekvens heraf – ophæve afgørelserne om erstatningsfastsættelse mv. Højesteret besvarede dette spørgsmål med et ja.
- Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Højesteret tog afsæt i, at Patienterstatningens afgørelse om, at der forelå en erstatningsberettigende skade, savnede hjemmel og derfor som udgangspunkt var ugyldig. Ugyldigheden havde virkning ex tunc og havde derfor som udgangspunkt en afsmittende virkning på Patienterstatningens afgørelser om erstatningsfastsættelse mv., fordi disse afgørelser var baseret på den forkerte forudsætning, at der forelå en erstatningsberettigende skade. Højesteret fandt ikke grundlag for at fravige udgangspunktet med henvisning til tertiære momenter.