Der ligger i denne afgrænsning af sagens problemstilling en afvisning af regionens synspunkt om, at det havde betydning for sagens afgørelse, om der er lovhjemmel til at undlade at rejse krav om tilbagebetaling. 10501050. Jf. herved sundhedsministerens svar af 6. april 2017 (omtalt ovenfor i afsnit 4) med gengivelse af Danske Regioners udtalelse herom.
De almindelige tilbagebetalingsregler (eller regler om tilbagesøgning) kendes også under deres latinske navn: condictio indebiti, hvilket vistnok kan oversættes til »tilbagesøgning af, hvad der ikke skyldes«. 10511051. Jf. Henry Ussing, Enkelte kontrakter, 2. udgave, 1946, s. 428, der dog indsnævrer begrebet til at angå »Tilbagesøgning, der beror paa, at Ydelsen skete i urigtig Formening om Skyld«. Når denne obligationsretlige (civilretlige) figur får betydning i en (offentligretlig) forvaltningssag, skyldes det, at domstolene i mangel af udtrykkelig regulering af spørgsmålet i lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet eller i almindelige forvaltningsretlige retsgrundsætninger meget nærliggende anvender en velkendt obligationsretlig retsgrundsætning. 10521052. Jf. herved Karsten Revsbech, Forvaltningsret, Almindelige emner, 6. udgave, 2016, s. 118. Se også Jens Garde a.st. s. 456 med note 567. Se tilsvarende Torsten Iversen, Obligationsret, 3. del, 3. udgave, 2018, s. 242.
Det kan på dette sted være passende kort at præsentere, hvordan betingelserne for tilbagesøgning eller condictio indebiti fremstilles i den obligationsretlige litteratur.
Henry Ussing beskriver, 10531053. I Enkelte kontrakter, 2. udgave, 1946, s. 430-432. hvordan oprindelig romerretten opstillede en hovedregel, hvorefter tilbagesøgning kan finde sted, hvorimod Anders Sandøe Ørsted bestred, at yderen som hovedregel havde tilbagesøgningsret under henvisning til, at det ville medføre »ikke blot ubillige Resultater, men en forstyrrende Usikkerhed i det borgerlige Liv«. Ørsted ville dog tillade tilbagesøgning i undtagelsestilfælde. Heroverfor hævdede Julius Lassen i slutningen af 1800-tallet på grundlag af (de dengang nyudviklede) almindelige regler om urigtige forudsætninger, at hovedreglen måtte være en adgang til tilbagesøgning. Ussing indtog en mellemposition mellem de to og fastslog, at det var »vanskeligt at fastslaa, om Tilbagesøgning skal være Hovedreglen eller Undtagelsen«, og han understregede samtidig, at tilbagesøgning måtte holdes inden for snævre grænser for at undgå retsusikkerhed. 10541054. A.st. s. 433. Efter Ussings opfattelse burde der (antagelig i et samspil mellem retspraksis og den juridiske teori) udvikles nærmere