regler til vejledning ved afgørelsen af, om der skal tillades tilbagesøgning, og han forsøgte selv opstille nogle typetilfælde, hvor tilbagesøgning efter hans opfattelse burde afskæres eller tillades. 10551055. A.st. s. 434-443.
I nyere obligationsretlige teori antager Bernhard Gomard, 10561056. Obligationsret, 3. del, 2. udgave ved Torsten Iversen, 2009, s. 190-191. Tilsvarende Torsten Iversen: Obligationsret, 3. del, 3. udgave, 2018, s. 236. at den, som har betalt penge, der ikke skyldes, i almindelighed har krav på tilbagesøgning af det for meget betalte beløb, medmindre det konkret ville være urimeligt eller dog særlig byrdefuldt at pålægge modtageren at tilbagebetale beløbet. Heroverfor anfører Bo von Eyben, 10571057. Bo von Eyben m.fl., Lærebog i obligationsret II, 4. udgave, 2014, s. 151 at vurderingen af tilbagesøgningskrav er så meget mere nuanceret end vurderingen af, om efterbetalingskrav skal tillades, at det næppe er meningsfuldt at opstille en bestemt hovedregel herom, uanset at adskillige domme udtaler, at betaleren som »udgangspunkt« havde ret til at kræve det betalte beløb tilbagebetalt. Han henviser herved til, at udgangspunktet dels i hvert fald i nogle (type)tilfælde synes at være det modsatte, dels at »udgangspunktet« normalt suppleres med en opregning af en række momenter, der enten taler for ét resultat, eller som afvejes over for hinanden i en konkret helhedsvurdering – oftest uden, at det er muligt at udlede, hvilket moment der er (mest) afgørende for resultatet.
Der var ikke anledning for Højesteret til at afgøre denne århundreder gamle diskussion, om der gælder en hovedregel eller ej med hensyn til tilbagesøgning.
Der er imidlertid enighed i teorien om, at betaling med forbehold kan udgøre et grundlag for et tilbagebetalingskrav. 10581058. Jf. Torsten Iversen a.st. s. 241 og Bo von Eyben a.st. s. 150. Begge patienter var som anført ovenfor i afsnit 4.1.1 og 4.1.2 ved den seneste afgørelse fra Patienterstatningen vejledt om, at Ankenævnet for Patienterstatningen – hvis de klagede – også kunne ændre den oprindelige afgørelse, så hele erstatningen bortfaldt og skulle betales tilbage. Højesteret afviste i sine afgørelser, at en sådan klagevejledning fra Patienterstatningen kunne sidestilles med et konkret forbehold fra betaleren (regionen). Heri kan nok indlæses to ting. Dels at et forbehold for at have betydning for tilbagesøgningsadgangen må tages af den, der har betalt pengene (dvs. regionen), dels at et forbehold må være konkret begrundet. Et helt generelt forbehold fra en regions side i forbindelse med alle udbetalinger af patienterstatninger,