forklaring« søge at »foreene et omfattende practisk Bekjendtskab med de Retsforholds Natur, som Lovene gaae ud på at ordne.« 13221322. Ørsted: Privatretlige skrifter (1930) s. 5. I forholdets natur kunne den pragmatiske løsning forankres. Det er kernen i pragmatismen, at retsforholdene skal ordnes på en god måde.
Det var et centralt element i Ørsteds pragmatiske naturret, at folkets retsbevidsthed blev betragtet som en i sædvanen iboende og indre kraft, og at loven blev anset for præget af tilfældigheder og menneskelig vilkårlighed. Da loven træder i stedet for den levende retsbevidsthed, er det – i samsvar med den historiske skole – juristens opgave at udfinde den levende retsbevidsthed, støtte den naturlige retsudvikling og dermed bringe retten og livet nærmere hinanden. Ørsted formulerer det således:
»Det Retssystem, som saaledes har dannet sig ved den naturlige Retsfølelse, den sunde Fornuft, det borgerlige Livs Tarv, Retsgjenstandens Natur og Folkets Sæder, er det ingenlunde den positive Lovs Hensigt at fortrænge, hvorimod den bør søge at bevare, rette og forædle samme.« 13231323. Ibid s. 29 og Frants Dahl: Anders Sandøe Ørsted som retslærd (1927) p. 22.
Det var måske først i 2004, at retsvidenskaben – i skikkelse af dr. juris. Sverre Blandhol – knyttede Østed til den retspragmatisme, der spirede frem i USA omkring 1900, men allerede Ditlev Tamm konkluderede i sin disputats, at Ørsted ved at inddrage det romerretlige begreb aequitas indførte et begreb svarende til billighed og dermed et synspunkt om, at retten bør anses for »rimelig, retfærdig og fornuftig i ulovbestemte tilfælde.« 13241324. Tamm: Fra lovkyndighed til retsvidenskab (1976) s. 428.
Ørsteds begrundelse var forankret i hans tid, men Ørsted forlod formalismen til fordel for pragmatismen. Datidens retslærde bevægede sig i samme retning og rettede i stigende grad blikket mod den praktiske retsudøvelsen, der skulle fremme en rimelig, retfærdig og fornuftig regulering af livets forhold. Det er kernen i retspragmatismen.