den Opgave at finde og fremsætte dette Almindelige, Retsnormernes og Institutionernes almindelige og uforanderlige Natur.« 13341334. Ibid s. 2. Denne opgavevaretagelse er imidlertid ikke udtryk for, at virkeligheden forandres, idet han adskiller forholdene:
»Retsnormer ere ikke alle de sætninger, som kunne udledes af Retsprincipper, men kun de Sætninger og Bestemmelser, der ere realiserede i et retligt Samfund, der virkelig ligger til Grund for dets Organisation.« 13351335. Ibid s. 41.
Det er en væsentlig betoning af, at retsvidenskabens genstand er de i samfundet realiserede retsnormer. Derfor er Bornemanns henvisning til naturretten heller ingen henvisning til subjektive forestillinger af moralsk karakter, men til hvad vi i dag måske ville kalde grundlæggende retsprincipper:
»Sætninger, der grunde sig på aldeles fri og selvstændig videnskabelig Erkendelse af Forholdets retlige Natur i sin rene Almindelighed, eller med andre Ord, efter »naturlig Ret«, Retsphilosophiske Principper.« 13361336. Ibid s. 54.
Hvor Ørsted mente, at loven ikke kunne fortrænge naturretten, fremhæver Bornemann klart lovens og sædvanens forrang for den naturlige ret. Med dette fokus på samfundet blev individet underkastet retsordenen, som dog måtte beskytte individet: »Samfundsmagten skal deels ubrødeligt opretholde Retsordenen mod Individernes Overgreb, deels haandhæve og beskytte Personerne i den dem tilkomne Sphære. Dette er ideen om Retfærdigheden.« 13371337. Ibid s. 65.
Således dukker oplysningstidens hundrede år gamle tanker om borgernes frihed og retsbeskyttelse trods alt frem i dansk retslære. Bornemanns tekster er i al væsentlighed domineret af omstændelige teoretiseringer, og det er måske grunden til, at han er stort set ignoreret af eftertiden. 13381338. Dalberg-Larsen: Dansk retsfilosofi: udviklingslinjer og portrætter (2006) s. 193. Bornemann ydede et væsentligt bidrag til udviklingen af dansk retslære ved at fokusere på rettens forankring i samfundet.