»Konklusion: retsvidenskabelige påstande om gældende ret er efter deres realindhold forudsigelse af fremtidige sociale hændelser. Sådanne er principielt indeterminerede og lader sig ikke entydigt forudsige. Enhver forudsigelse er tillige en realfaktor der kan påvirke forløbet og for så vidt en politisk akt. Retsvidenskab lader sig derfor principielt ikke adskille fra retspolitik.« 1371

Kritikken af Ross’ sandhedsteori (verifikationsmetode) kom hurtigt fra Illum, der blandt andet påpegede, at retsforskningen både kan være egnet til og endog have til formål at påvirke retsudøvelsen og dermed blive selvopfyldende, ligesom han fremhævede, at sandsynlighedsberegningen ikke lader sig gennemføre, herunder fordi der findes variationer af sandsynligheder. 1372

Ross’ bedømmelse af sandheden af retsvidenskabelige udsagn lever således ikke op til kravene i hans egen retsfilosofi, idet verifikationen omfatter stillingtagen til en række forhold, der ikke kan afklares objektivt og neutralt, fordi retten ikke er objektiv og neutral, men netop i sidste ende omfatter et skøn.

Ross har således beskrevet retsudøvelsen som »en kunst, der kræver ikke blot indsigt, men også indføling, skønsomhed, takt ...«. 1373 Ross var således helt på det rene med, at dommerens »fortolkning af loven for så vidt [er] konstruktiv, ikke blot konstaterende, og forudsætter andre motiver end det motiv at følge et givet direktiv.« 1374 Dommeren er »et menneske der vil røgte en samfundsopgave ved at træffe afgørelse som han føler som »rigtige« i rets- og kulturtraditionens ånd.« 1375 Dommeren vil derfor »så vidt muligt forstå og fortolke loven i lys af sin materielle retsbevidsthed, således at han kan acceptere sin afgørelse ikke blot som »korrekt«, men også som »retfærdig« eller »samfundsmæssig«.« 1376