forsøgte ikke at beskrive denne skønsudøvelse nærmere, selv om den ligger i retsudøvelsens kerne. Ross anførte blot, at »en mere indgående analyse [af retsudøvelsen] må henvises til det dogmatiske studium af et bestemt retssystem.« 13841384. Ross: Om ret og retfærdighed: en indførelse i den analytiske retsfilosofi (1953) s. 159 og s. 130.
Men hvorfor gjorde Ross ikke mere ud af at udforske det juridiske skøn? Retsfilosoffen Peter Høilund antager, at »det ville få uoverskuelige konsekvenser for hans almene retsfilosofiske grundsyn,« fordi retsanvendelsen måtte anerkendes som værende »styret af en moralsk funderet dømmekraft af nærmest vilkårlig karakter.« 13851385. Høilund: Retsanvendelsens etik, om dømmekraft (1995) s. 51. Jeg ville nok være mere tro mod Ross og respektere, at Ross ikke ville fundere sit syn på retsudøvelsens dømmekraft i moralen, og at det juridiske skøn ikke er vilkårligt og heller ikke (nødvendigvis) moralsk drevet.
Grænsen mellem jura og politik er flydende, og domstolenes retsskabende virksomhed er en realitet, som end ikke den mest formalistiske retsteori kan komme uden om. I nutidens retspraksis pågår således en løbende retsudvikling, der undertiden frembringer resultater med en sådan nyhedens karakter, at der klart er tale om retsskabelse inden for retsordenens rammer. 13861386. Se f.eks. UfR 1984.166 H om ugifte samlevende, UfR 1994.823 H, jf. UfR 1995 B.128, om opsættende virkning ved prøvelse af forvaltningsakter, og UfR 2010.119 H om strafudmåling ved ægtefælledrab. Grænsedragningen mellem jura og politik beror i en pragmatisk retstradition på en konkret vurdering, hvor ikke kun traditionelle retskilder og fortolkningsprincipper spiller ind, men hvor også hensyn til samspillet mellem de øverste statsorganer spiller en central rolle tillige med hensynet til borgernes retsstilling og andre samfundsinteresser.
I hverdagens almindelige gøremål spiller grænsedragningen sjældent nogen et puds, men når retsspørgsmål stilles på spidsen, er det jævnligt på grund af overvejelser om, hvordan retsudøvelsen skal finde sted i spændingsfeltet mellem jura og politik.
Hverken en formalistiske jura, der reducerer jurister til automater, eller en idealistisk jura, der opløser juraens grænse, tjener retfærdigheden. Uden at miste jordforbindelsen kan vi minde os selv om juristløftet fra 1736, hvorefter den juridiske kandidat »lover aldrig vidende at vige fra ret og retfærdighed«, ligesom dommerne iblandt os må minde sig selv