Som det er fremgået ovenfor, vil det ofte kunne anføres, at ejeren med sine begrænsede biologiske forkundskaber hverken vidste eller burde vide, at lokaliteten (eller handlingen) var omfattet af § 3, da den handling, som ændrede tilstanden, blev begået. I sager, hvor den hævdede overtrædelse af § 3 kun kan være begået af den tidligere ejer, og markerne var dyrkede, da den nuværende ejer overtog ejendommen og fortsatte dyrkningen, vil den nuværende ejer i de fleste tilfælde være i god tro om lovligheden af den nuværende dyrkning. I disse tilfælde opstår det supplerende spørgsmål, om den nye ejers hæftelse efter § 74 forudsætter, at den tidligere ejers overtrædelse af § 3 var culpøs, og om det i relation til subjektiv tilregnelse har betydning, om myndighederne havde registreret arealet uden at underrette tidligere eller nuværende ejer, hvilket synes at være realiteten i ganske mange sager, hvor der meddeles påbud om fysisk lovliggørelse for overtrædelse af § 3.
Ved denne vurdering er det nyttigt at erindre Bryde Andersens udsagn om, at »en ansvarsvurdering [forudsætter], at ansvarspersonen besad et valg; en egenskab, der udelukker, at fænomener, der manifesterer sig gennem prædisponerede lovmæssigheder, i sig selv kan være ansvarsgrunde. Ansvarskvalifikationen må rette sig mod noget, der ikke er prædisponeret. Og det er den menneskelige vilje ikke.« 14071407. Bryde Andersen. Edb & ansvar, 1988, s. 200.
Lægges det til grund, at et retligt ansvar forudsætter, at pligtsubjektet har en valgmulighed, kan ejerens pligt til lovliggørelse ved objektiv overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 3 anskues på følgende måde: Er ansvar for pligtnormen betinget af uagtsomhed, består pligtsubjektets valgmulighed i omhyggelig agtpågivenhed, men som § 3 er udformet, vil ejeren i mange tilfælde ikke vide, at lokaliteten er omfattet af § 3, når ejeren ikke har modtaget underretning af myndigheden.
Hvis § 74 skal læses som et objektivt ansvar for ejer og bruger, kan dette (på linje med andre objektive ansvarsregler) begrundes med ønsket om at skærpe agtpågivenheden. Valgmuligheden består i så fald i, at man helt kan undlade at iværksætte den pågældende aktivitet, hvilket i relation til landbrugsmæssig udnyttelse støder sammen med landbrugslovens dyrkningspligt. Dette adskiller sig dermed fra andre objektive ansvarsnormer, der enten begrundes med aktivitetens farlighed (fx miljøskadeerstatningslovens objektive ansvar), eller obligatorisk forsikringsdækning