Festskrift til Mads Bryde Andersen (1. udg.) Fri adgang

Forord

Hyldesten tilfalder en person ud over det sædvanlige. Allerede doktordisputatsen »Edb & ansvar« fra 1989, skrevet på lidt over to år, dokumenterede de kvalifikationer, der kendetegner Mads: fremragende analytiske evner, en enorm arbejdskapacitet, stor intellektuel nysgerrighed og en evne til ny og original juridisk tænkning. Disse evner har gjort Mads til en af sin generations mest markante jurister og har resulteret i et omfattende forfatterskab og praktisk virke.

Disputatsen om edb-erstatningsrettens beskrivelsesproblematik blev indledningen på et mangeårigt virke inden for it-retten. I 1991 udkom »Lærebog i EDB-ret«, der udgjorde den første samlede danske fremstilling af dette nye retsområde. Denne blev afløst af »IT-retten« i 2001, der med 2. udgaven fra 2005 henover 1.000 sider dækkede alle aspekter af it-retten. Bøgerne blev både anvendt af fagets praktikere og som lærebøger i det kandidatfag, Mads i mange år var ansvarlig for, og som stadig har stor søgning. Gennem sit pionerarbejde fik han tidligt en indsigt i området, som der blev trukket veksler på i mange sammenhænge. Han har siddet i en lang række lovforberedende udvalg og bl.a. været formand for IT-sikkerhedsrådet og Dansk Internet Forum (DIFO). I den sidstnævnte egenskab spillede han en væsentlig rolle i arbejdet med at få skabt et solidt retligt fundament for administrationen af .dk-domænet.

Efter at have etableret sig som førende på det it-retlige område var de fleste nok blevet ved denne læst, men Mads er ikke som de fleste, og i 2003 påtog han sig et 5-årigt professorat om advokatens stilling og opgaver i det kommende samfund og opdyrkede i de følgende år dette område. Mads’ interesse for og arbejde med advokatret skal ses i lyset af, at han tidligt i sin karriere har været advokat og senere løbende har bevaret en tæt kontakt til og interesse for advokatstanden. Hans arbejde med advokater og advokaters forhold førte til udgivelsen i 2005 af »Advokatret-