ramme for pensionsordningen end den personlige aftale mellem en kunde og et forsikringsselskab. Samtidig er pensionsordninger særegne i en arbejdsretlig henseende ved at basere sig på et trepartsforhold mellem en lønmodtager, en arbejdsgiver og et pensionsinstitut.
Det komplekse retlige landskab, der karakteriserer arbejdsmarkedspensionerne, har i de senere år været genstand for indgående juridiske analyser. I en fremstilling fra 2009 fremhævede Mads Bryde Andersen og jeg den fremtrædende rolle, som overenskomstparterne spiller for aftalerelationerne mellem den enkelte sikrede og pensionsinstituttet, herunder for adgangen til at ændre i pensionsordningen. 508508. Mads Bryde Andersen og Jens Kristiansen, Arbejdsmarkedspension, DJØF Forlag, 2009. I en ph.d.-afhandling fra 2011 stillede Lisbeth Faurdal sig kritisk over for nogle af punkterne i analysen og betonede i højere grad den sikredes ret til selv at råde over pensionsordningen, herunder i form af individuel accept til ændringer i ordningen. 509509. Lisbeth Faurdal, Aktuelle temaer i pensionsretten, Karnov Forlag, 2011.
De teoretiske analyser bærer præg af, at det har været – og stadig er – småt med retspraksis om arbejdsmarkedspensioner. Der foreligger dog nu mere praksis, herunder nogle nyere afgørelser fra Højesteret, som kan kaste yderligere lys over arbejdsmarkedspensionens retlige stilling.
2. Arbejdsmarkedspension som led i overenskomstsystemet
Arbejdsmarkedspension kom på den politiske dagsorden i 1980’erne med et Socialdemokratisk beslutningsforslag om at etablere en ny selvstændig arbejdsmarkedspensionsordning. 510510. FT 1985-86, tillæg A, sp. 6321 ff. Forslaget blev fremsat i »erkendelse af vanskelighederne ved at sikre samtlige lønmodtagere en rimelig tillægspension gennem aftaler på arbejdsmarkedet«. 511511. FT 1985-86, tillæg A, sp. 6325. Forslaget mødte bred politisk opbakning, men et flertal foretrak dog at knytte ordningerne til overenskomstsystemet, bl.a. for at sikre, at parterne selv kom til at finansiere udgifterne.
I en fælles erklæring af 8. december 1987 udtrykte regeringen og arbejdsmarkedets parter enighed om, at lønudviklingen fremover skulle