ikke-akademisk personale. Definitionen bør oplagt ændres ved første lovrevision. Indtil da kan man måske arbejde med en tommelfingerregel om, at enhver, der indleverer en disputats, er forsker, og at enhver, der tidligere har publiceret en videnskabelig, fagfællebedømt artikel, også er det – men uredelighed i debutartiklen rammes altså ikke.

Er et produkt afgivet af flere forskere, kan klageren efter eget valg klage over alle, nogle eller enkelte. Klageren kan således overlade til NVU at afdække, hvem der er kilden til uredeligheden eller har en sådan viden eller kvalificeret burde viden, at pågældende også har handlet uredeligt, f.eks. ved at godkende indsendelsen af et manuskript selvom pågældende vidste eller kun ved grov uagtsomhed var uvidende om, at det videnskabelige produkt er ramt af andres uredelighed. Reglerne må under hensyn til uredelighedsfunds quasi-pønale karakter forstås sådan, at uredelighed skal fastslås over for bestemte forskere eller slet ikke. Det kan ikke slås fast, at enten må A eller B have forfalsket data. Det kunne overvejes, om ikke i hvert fald muligheden ifølge § 16, stk. 2, nr. 4, for at orientere udgiveren af det videnskabelige produkt om et uredelighedsfund også burde gælde tilfælde, hvor der kan konstateres, at produktet objektivt hviler på uoplyst fabrikerede eller forfalskede data, men et personligt ansvar ikke kan placeres. Det er dog på den anden side et spørgsmål, om en sådan orientering overhovedet forudsætter en egentlig hjemmel.

Et uredelighedsfund forudsætter forsæt eller grov uagtsomhed. I bemærkningerne til lovforslaget er det anført, at »Forsæt og grov uagtsomhed skal fortolkes efter dansk rets sædvanlige forståelse af begreberne«. Forsætsbegrebet må således forstås som omfattende alle strafferetligt anerkendte forsætsformer, herunder dolus eventualis, men i praksis betyder forsæt på dette område viden (bevidst uredelighed). Viden er et subjektivt (indre eller psykologisk) forhold, og det kan uden en ægte tilståelse være vanskeligt at bevise i sin rene form. Det er dog nok, at objektive beviser godtgør, at pågældende ikke kunne være uvidende om den objektive uredelighed.

Grov uagtsomhed er i Klarlund-sagen fortolket som en til den bevidste uredelighed grænsende grov uagtsomhed. Det er en ganske snæver begrebsafgrænsning. I bemærkningerne til lovforslaget er det i umiddelbar forlængelse af den foran gengivne henvisning til dansk rets sædvanlige