udvidet modregningsadgang i – nemlig indlånskonti som pantsætter kunne typisk frit kan råde over ved hævninger – er en aftale om modregning i fakturafordringer forskellig derved, at belånte fakturafordringen har et udskudt forfaldstidspunkt, når der er solgt på kredit (med en betalingsfrist på eksempelvis 30 dage).

Havde sagen refereret i U 2017.1601 V angået forholdet mellem Alu-Glas som fakturaskyldner og konkursboet efter GSK, er der grund til at overveje, om modregningsaftalen kunne have været håndhævet over for konkursboet. Som sagt var det netop en del af ordningen med GSK, at der kunne ske modregning i fordringer, således at den ved modregningsaftalen opnåede sikkerhed i egen gæld (såkaldt pignus debiti) alene ville være beskyttet mod GSK’s omsætningserhververe og retsforfølgende kreditorer, hvis der til sikring af en aftalt udvidet modregningsadgang var foretaget rådighedsberøvelse af de fordringer, over for hvilke skyldneren kunne hævde modregning. ⁹¹⁴914. Det eneste formål, som meddelelseskravet tilsigter at varetage – nemlig effektiv rådighedsberøvelse, jf. Torben Jensen i U 1979B.209 (215) – kan imidlertid varetages ved en indefrysning af den fordring, som fakturaskyldneren har sikkerhed i, således at fordringen ikke kan oppebæres af overdrageren. – Se nærmere Lars Hedegaard Kristensen og Henrik Kure i U 2016B.187 (193 ff.) med yderligere henvisninger. Om GSK i nogle tilfælde havde fri rådighed over de fordringer, som Alu-Glas efter aftalen kunne modregne i, kan imidlertid ikke afgøres med sikkerhed, idet den praktiserede ordning ikke er detaljeret beskrevet i dommen. – Ordningen forekommer dog at have været noget »løs« med oplysningerne om, at de fakturafordringer, som indgik i arrangementet, oprindelig havde en usædvanlig kort kredittid (typisk otte dage), og at man følgelig modregnede med krav i anledning af mangler ved varer, som der ikke havde været tid til at undersøge, og i krav på tilbagebetaling af købesummer erlagt for ikke varer, som man ikke engang havde haft tid til at konstatere var leveret.

I artiklen behandles de særlige modregningsproblemer, som opstår i forbindelse med belåning af fakturaer, som udspringer af løbende samhandel mellem en kreditsælger og en eller flere af dennes aftagere. I artiklen fokuseres på konnekse modkrav, hvorom det hævdes at gælde