længerevarende karakter på denne baggrund ofte kan videreføres, vil aftaler om kreditfaciliteter mv. fortsat være afskåret fra videreførelse.

2.2. Særligt om retablering af ophævede kontrakter

Efter KL § 12 o, stk. 1, 2. pkt., kan skyldneren »endvidere med rekonstruktørens samtykke videreføre en gensidigt bebyrdende aftale, som medkontrahenten inden for de seneste fire uger har hævet på grund af skyldnerens misligholdelse, medmindre medkontrahenten har disponeret i henhold til ophævelsen«.

Reglen er klart i strid med almindelige obligationsretlige regler. En hæveerklæring indeholder både et løfte og et påbud, og en ophævelse har retsvirkning, fra den kommer frem. Ved ophævelsen ophører kontrakten, og parterne kan ikke længere kræve naturalopfyldelse på grundlag heraf, hvorimod der fortsat kan udspringe krav på erstatning eller andre misligholdelsesbeføjelser på grundlag af den ophørte kontrakt. AFTL § 7 og § 39, 2. pkt., giver en vis begrænset mulighed for tilbagekaldelse af en hæveerklæring, men herudover er en ophævelse definitiv. En tilbagekaldelse eller anden aftale om fortsættelse af kontraktsforholdet vil derfor udgøre en ny aftale, som må iagttage eventuelle ufravigelige eller deklaratoriske regler på nyindgåelsestidspunktet. 1068

Der et derfor særdeles vidtgående, at der er indført en sådan lovbestemt mulighed for ophævede kontrakters »genopstandelse«.

En mulighed for »opretholdelse« af en allerede ophævet kontrakt, er dog ikke helt ukendt. Af den såkaldte tvangsauktionsklausul i private pantebreve almindelige betingelser A, pkt. 9, følger, at pantegælden forbliver indestående i ejendommen i tilfælde af tvangsauktion, hvad enten tvangsauktionen skyldes misligholdelse af pantebrevet eller andre forpligtelser, hvis restancer og øvrige forfaldne ydelser i henhold til auktionsvilkårene betales inden for de fastsatte frister. De almindelige betingelser har karakter af aftalevilkår og kan fraviges.

I erhvervslejeforhold indeholder ELL § 55, stk. 2-5, en genindtrædelsesret for en tidligere lejer, hvis lejemålet ophører pga. misligholdelse eller opsigelse fra lejerens side. Bestemmelsen har til formål at sikre en tidligere lejer, der har afstået lejemålet på kredit, ret til lejemålet. Det er uafklaret, om en genindtrædelsesret skal anses som en forlejeret på de oprindelige vilkår for den afstående lejer eller succession. 1069

I forarbejderne til § 12 o er bestemmelsen begrundet i hensynet til skyldnerens mulighed for at fastholde værdien af kontrakter, som er ophævet