Bentzon arbejdede med dikotomien mellem ret og retfærdighed under anvendelse af begreber som sikkerheds- og retfærdighedstendensen, idet han havde fokus på det skøn, der er kernen i retsudøvelsen:

»Øvelsen uddanner Skønnet: Evnen til med den efter Omstændighederne fornødne Nøjagtighed (men uden matematisk Sikkerhed) at vurdere de foreliggende Forhold netop som de i hvert konkret Tilfælde ere kombinerede. Det er en Samvirken af alle Sjælens Kræfter, de ubevidste saavel som de bevidste; det afgørende er Personens Følelse (Takt) men den støttes af den beregnende Forstand.« 1354

Denne erkendelse af det juridiske skøns karakter åbnede heller ikke for Bentzon nogen ladeport til individuel subjektivitet, da skønnet tværtimod burde udøves med samfundets interesser for øje:

»Dommeren skal stræbe at være »Organet for Samfundets Opfattelse«. Hvad der er personligt og sært i hans Livsvurdering, skal han søge at trænge tilbage under sin Skønnen; han skal stræbe at »se med Samfundets Øjne«, følgende Betragtninger, som alle rettænkende og sagkyndige Mennesker antages at kunne dele.« 1355

Bentzon forankrer dermed retsudøvelsen hos den enkelte jurist, der bør stræbe efter at opfylde, hvad andre før ham kaldte en retsbevidsthed i samfundet.

6. Ross

Alf Ross udgav i 1953 hovedværket »Om Ret og Retfærdighed«, der blev et omdrejningspunkt for den retsfilosofiske debat i flere generationer, men hans retsfilosofi hører hjemme i 1930’ernes opgør med både retsformalismen og retsidealismen. 1356 Sverre Blandhol anfører forsigtigt, at der »finnes pragmatiske elementer i tænkningen« hos Alf Ross, 1357 men det er langt fra dækkende, idet Ross’ syn på retsudøvelsen er udpræget pragmatisk.