ønske om at tage kapital ud af kapitalselskabet, og kapitalselskabets egen interesse som selvstændig økonomisk og juridisk person i at bevare sin kapital til at svare nuværende og forudseelige fordringer. Ved beslutninger om kapitalafgang efter SL kap. 11 kan generalforsamlingen således ikke beslutte at udtage mere kapital, end det kan accepteres af det centrale ledelsesorgan, hvis medlemmer er personligt ansvarlige for kapitalselskabets forsvarlige drift efter SL § 361. Men bortset fra disse insulære undtagelser kan generalforsamlingen træffe beslutninger om kapitalselskabets forhold, herunder om dets drift, hvilket kapitalselskabets ledelse må acceptere. Af samme grund omtaler den islandske og norske selskabslovgivning direkte generalforsamlingen som kapitalselskabets øverste myndighed, hvilket udtryk dog ikke bruges i den danske selskabslov, om end retsstillingen er den samme. Uanset sin kompetence til at diktere kapitalselskabets forhold kan generalforsamlingen ikke gennemføre sine beslutninger, da de eksekutive kompetencer til at repræsentere og tegne kapitalselskabet kun er tillagt medlemmerne af dets ledelse, jf. SL § 135. Det er derfor sjældent, navnlig i kapitalselskaber med flere kapitalejere, at beslutninger på generalforsamlingen angår kapitalselskabets drift, og i stedet foretages normeringen af ledelsen på anden vis, f.eks. i vedtægterne nævnt ovf., hvis normering overhovedet søges. Det bør således ikke overses, at ganske ofte undlades en normering af driften helt. I stedet benytter kapitalejernes deres mulighed for at disciplinere ledelsen efterfølgende ved simpelthen ikke at genudpege dem til ledelsen eller mere alvorligt ved at fastsætte dem som en bagudrettet måde at sikre den ønskede adfærd på. Professionelle lederes ønske om at fortsætte som ledere og bevare deres omdømme som troværdige ledere gør normalt denne form for efterfølgende normering fuldt tilstrækkelig.

Såvel stiftelsesdokumentet som vedtægterne skal offentliggøres, jf. SL kap. 2, der gennemfører Selskabsdirektiv (2017/1132) art. 14. Dette skyldes ønsket om at give kapitalselskabets interessenter, og da navnlig dets samhandelspartnere, et indblik i disse forhold. Offentliggørelsen er således en konsekvens af den accept af kapitalselskabet som en selvstændig økonomisk person og dermed af kapitalejernes begrænsede hæftelse, som blev udviklet fra begyndelsen af det 19. århundrede og frem og er lige så gammelt som denne accept.