del i? Nogen dansk national eksistenskrise, som den der truede under Første Verdenskrig, er det ikke let at øjne.
5.2. Sagen om flagningen med de 11 sovjetiske flag
I Ugeskrift for Retsvæsens domsnote til landsretsdommen om flagningen med det østtyske flag henvises der til Højesterets dom i U 1934.1042 H. I den dom – og ikke mindst i Højesterets voteringsprotokoller – er der en del visdom at hente. Navnlig vidner sagen om, at både hjemlen for straf og rækkevidden af flagbekendtgørelsens flagningsforbud allerede dengang, for nu snart 85 år siden, fremstod som ganske tvivlsom. Byretten og landsretten frifandt, mens Højesteret idømte straf.
En hr. Dynnes Christian Dynnesen stod i 1934 tiltalt for at have overtrådt flagbekendtgørelsen ved den 7. november 1933 på 16-årsdagen for Sovjetunionens oprettelse at have flaget med ét stort og 10 mindre flag bestående af en rød dug med hammer og segl ud for ejendommen Sct. Annægade nr. 17 i København. 13101310. Hos Peter Garde, August Goll, 2012, s. 545, anføres det, at straffehjemlen langtfra var sikker, men at det lykkedes rigsadvokat Goll at overtale Justitsministeriet til at fremme sagen trods risikoen for at forære kommunisterne en triumf ved en frifindelse. Peter Garde anfører i øvrigt nævnte sted, at Dynnesen var det kommunistiske partis formand. Det er ikke rigtigt. Dynnesen var barber og sad på et tidspunkt i en midlertidig ledelse af en del af kommunistpartiet, der blev kaldt Blågårdsgadepartiet, jf. oplysninger fra journalist Arne Hardis. Aksel Larsen blev valgt som DKP’s formand i december 1932, jf. Kurt Jacobsen, Aksel Larsen – en politisk biografi, 1993, s. 113.
5.2.1. Byrettens og landsrettens dom
Ved Københavns Byret blev Dynnesen frifundet, fordi retten fandt, at forbuddet mod flagning med andet flag end Dannebrog alene havde »Rod i Forholdets Natur og Lovgivningens Grundsætninger, og der findes derfor ikke at foreligge det til Anvendelsen af Straffelovens § 104 [hvis § 104, stk. 3, svarede til den nugældende bestemmelse i straffelovens § 110 c, stk. 1] nødvendige Lovgrundlag for Justitsministeriets Bekendtgørelse af 10. april 1915«. Byrettens begrundelse for dette standpunkt var, at »uanset om den kongelige Resolution af 21. December 1833 maatte sidestilles med en Lov, findes den indholdsmæssigt at være ophævet ved Resolutionen af 7. juli 1854«.
I Østre Landsret nåede dommerne til samme resultat – frifindelse af Dynnesen – men med en anden begrundelse. I modsætning til byretten