behandlingen, have væsentlig betydning for analysens resultat, faktuelt som retligt.

Konsekvensanalyser kan være nyttige, men de er også krævende, og ressourcehensyn begrunder, at de kun er pligtige i højrisikosituationer. Dette gælder som udgangspunkt generelt, men der er alligevel forskel på den private og den offentlige sektor. Kriterierne er de samme, og da de ikke er krystalklare, skal Datatilsynet udarbejde en liste over de tilfælde, hvor en konsekvensanalyse skal udarbejdes, idet denne liste skal forelægges Det Europæiske Databeskyttelsesråd, der kan sikre ensartethed inden for EU. Tilsynet kan ligeledes liste tilfælde, hvor der ikke skal foretages en analyse, men dette er dog ikke pligtigt. I den private sektor skal de dataansvarlige følge listen, og der er ikke nogen vej udenom. For den offentlige forvaltning er der indsat en kattelem i artikel 35(10). Er de spørgsmål, der indgår i en konsekvensanalyse, vurderet i forarbejderne til den lov, som giver hjemmel til databehandlingen, skal der ikke gennemføres en analyse for den enkelte behandling. Selvom denne bestemmelse ikke er helt gennemskuelig, forekommer det sandsynligt, at konsekvensanalysen først og fremmest bliver et middel, der skal anvendes i den private sektor, selvom ressourcehensynet normalt antages at være mest tungtvejende i denne sektor. Viser konsekvensanalysen, at der rent faktisk er en høj risiko, men at bestemte teknologiske tiltag kan gøre persondatabehandlingen forsvarlig, skal den efter artikel 36 forelægges Datatilsynet, der er tillagt en art tilladelseskompetence. Denne kontrol vil som nævnt blive mest markant i den private sektor.

Forordningens regel om konsekvensanalyse er ikke original, idet disse analyser også er brugt før, og de kendes også på andre retsområder, men på regelniveau er den en nydannelse i persondataretten. Selvom der kan gøres kritiske anmærkninger, er det her væsentligt, at der anvises et middel til at opnå indsigt i den teknologiske løsning, og er konsekvensanalysen vellykket, kan den løse et beskrivelsesproblem i forhold til den specifikke persondatabehandling.

Selvom det forudgående undertiden er kommet noget væk fra den problemstilling, som Mads i sin tid formulerede, har temaet været den manglende tilgængelighed, der på forskelligartet måde præger retssystemet. Der er tale om en metodisk problemstilling af væsentlig praktisk og prin-