ligt og fjernt, men ikke desto mindre bør det fylde mere i familiernes overvejelser, da besparelser på indkøb, omlægning af realkredit mv. ikke kan måle sig med den økonomiske betydning af pensionen. Det er både et samfundsanliggende og et individuelt anliggende, hvordan man vil spare op til pensionen. Samfundet stiller en basispension til rådighed i form af folkepensionen, og har samtidig sikret, at der ved de obligatoriske arbejdsmarkedspensionsordninger sker en yderligere markant opsparing til alderdommen. Som supplement til disse ordninger – eller som eneste ordning, hvis man fx er selvstændig erhvervsdrivende – kan man sikre sig selv og sine efterladte ekstra pension. Et centralt spørgsmål er, hvad der skal ske med disse forskellige pensionsordninger ved separation eller skilsmisse.

Det særlige ved familieformueretten er, at der gælder en række fællesskabsregler mellem ægtefællerne og i forhold til deres børn. Der er gensidig forsørgelsespligt mellem ægtefællerne og i forhold til deres børn; legal arveret mellem ægtefællerne og i forhold til børn og familie, herunder en vis tvangsarv til ægtefælle og børn samt særlige regler om begunstigelse ved død. Der er formuefællesskab mellem ægtefællerne om alt, hvad de ejer ved ægteskabets indgåelse og senere erhverver, hvilket fører til ligedeling af ægtefællernes formue ved separation og skilsmisse. Der findes dog en række særregler om særeje og om personlige rettigheder, der ikke altid indgår i ligedelingen – og her er pension centralt.

Når man tænker pension, vil mange inkludere familiens samlede situation i overvejelserne i de tilfælde hvor man er gift, har børn osv. Man taler om den økonomiske situation for begge ægtefæller, når man går på pension og drømmer om de muligheder, der tegner sig osv. Formålet med reglerne om pensionsrettigheders behandling ved skilsmisse er at tage hensyn til familiens særpræg og familiesituationen ved udformningen af regler herom.