Et sjette – til dels beslægtet – punkt er de »krav«, som jurauddannelsen kan tænkes at blive mødt med i en ikke alt for fjern fremtid. De studerende skal lære at arbejde i »teams«, at være »omstillingsparate«, »dynamiske«, »innovative«, »tværfaglige« osv. osv. 795795. Jf. Per Magid i Forhandlingerne ved Det 38. nordiske Juristmøde, del II (2008) s. 568 f. Flosklerne vil ingen ende tage. Jurauddannelsens formål må nu engang være, at de studerende lærer juraen som fag. 796796. Jf. Illum: Lov og Ret (1945) s. 138, Borum i J 1948 s. 380 f. og Per Magid i Forhandlingerne ved Det 38. nordiske Juristmøde, del II (2008) s. 571.
Evnen til at samarbejde må – i det omfang den kan læres – komme hen ad vejen. Tvangsmæssigt arbejde i grupper, undertiden sammensat af lærerne i stedet for af de studerende selv efter disses egne interesser og præferencer, er næppe befordrende. Jurauddannelsen har i øvrigt slet ikke ressourcer til at varetage denne opgave. STÅ-taksten er reelt sat ned år for år, og økonomien kan kun holdes sammen ved at fastholde stordriftsfordelene (forelæsninger, storhold osv). Tæt supervision af arbejdet i små grupper og en endeløs strøm af feedback lyder vældig inspirerende, men de praktiske muligheder er ikke større end ressourcerne. Det hele bliver ikke bedre af, at universiteterne tror, at det nytter at kaste penge i pædagogiske centre, der er uden virkelig viden om fagenes indhold og vilkår.
Et syvende punkt er manglende respekt for traditionen. Mange vil »gentænke« alt muligt, efter at de først har »italesat« deres tanker »i forhold til« nogle spørgsmål og »adresseret« nogle angivelige problemer. Modeord som disse bør straks alarmere den sunde skepsis hos ethvert rettænkende menneske.
7. Forsvar for obligationsrettens almindelige del
Obligationsrettens almindelige del er et centralt og vigtigt fag såvel i den juridiske uddannelse som i mange former for senere praktisk juridisk virke (f.eks. som dommer, advokat eller virksomhedsjurist).
Selv om grundlaget for den traditionelle sondring mellem obligations- og tingsret ikke er teoretisk uangribeligt, er en omkalfatring af hele formuerettens stofinddeling næppe tilrådelig. Traditionen er ofte i sig selv det afgørende argument for at beholde den eksisterende systematik. 797797. Sml. Illum: Lov og Ret (1945) s. 151 og Ross: Om ret og retfærdighed s. 245. Det