tinglig, fordi det på et hvilket som helst tidspunkt er bestemte aktiver, som pantsætter har givet panthaver pant i.

Antagelser om, at retsstillingen følger af en opdeling af formuerettighederne i obligationsretlige rettigheder (fordringsrettigheder) og tinglige rettigheder (rådighedsrettigheder), hører som nævnt fortiden til.

Noget andet er, at det har betydning, om en rettighed vedrører et aktiv – om rettigheden er rettet mod et objekt – eller ej. ¹⁰¹⁶1016. Smh. Jul. Lassen: Almindelig Del, 3. udg. (1917-1920) s. 2 og Henry Ussing: Almindelig del, 4. udg. ved A. Vinding Kruse (1967) s. 4 f. Objektet kan være en fysisk genstand, en immateriel rettighed, en fordring etc. Der er ingen tinglig konflikt, hvor to personer kan kræve en ydelse fra samme person – heller ikke selvom kravene lyder på samme ydelse – hvis kravene er rent personlige forpligtelser. ¹⁰¹⁷1017. Kollisionen mellem flere fordringsretter kan siges at afgøres efter et konkurrenceprincip, jf. Alf Ross: Om ret og retfærdighed (1971) s. 241: »Dette vil sige, at kreditorerne må konkurrere om opfyldelse uden hensyntagen til tidspunktet for deres fordrings stiftelse.« Se også Bernhard Gomard: Obligationsret 1. del, 5. udg. ved Torsten Iversen (2016) s. 16: »Flere obligatoriske rettigheder eller fordringer er ligestillede. De er konkurrerende krav.« (udh. udeladt). Kun hvis retten er rettet mod et aktiv, har retten et tingligt aspekt. Den tinglige konflikt opstår kun, hvis begge rettigheder er tinglige og rettet mod samme aktiv. ¹⁰¹⁸1018. Se om tilfælde, hvor kun den ene rettighed er tinglig, Alf Ross: Om ret og retfærdighed (1971) s. 242: »Dette betyder, at rådighedsretten går forud for fordringsretten uanset tidspunktet for de kolliderende rettigheders stiftelse: rådighedsrettens indehaver er separatist i debitors konkursbo«. I forhold til tidsprioriteten – »først i tid, bedst i ret« – er det dermed den successor, som først har en tinglig ret, som er først i tid, uanset hvornår hans aftale eller andet retsgrundlag måtte være etableret. ¹⁰¹⁹1019. Anderledes Peter Mortensen: Indledning til tingsretten, 2. udg. (2009) s. 189 f. Se derimod Fr. Vinding Kruse: Ejendomsretten 2. bd., 3. udg. (1951) s. 834: »Ved varer og andre artsbestemte genstande får den køber prioritet forud for de andre, for hvem sælgeren først har individualiseret et bestemt vareparti på afgørende måde [...]«.

I denne begrænsede henseende kan en ret siges at være en tinglig ret, hvis den knytter sig til ét aktiv – ét objekt – mens en rent personlig pligt uden tilknytning til et aktiv kan siges udelukkende at være en obligato-