ikke fandtes en voldgiftsinstitution, som sikrede dens permanente karakter. Det afgørende var således det forhold, at den relevante portugisiske lov indførte voldgift som det eneste middel til bilæggelse af tvister om industriel ejendomsret vedrørende generiske lægemidler og referencelægemidler.
3.4. Obligatorisk retsinstans
Den tredje betingelse for, at et organ kan forelægge efter art. 267, er som nævnt under pkt. 3.1, at det virker som obligatorisk retsinstans. Også denne betingelse mangler i sædvanlig voldgift, da der (før indgåelsen af en voldgiftsaftale) hverken retligt eller faktisk foreligger en pligt for aftaleparterne til at afgøre deres tvister ved voldgift, og myndighederne i den pågældende medlemsstat hverken er inddraget ved valget af voldgift eller har pligt til af egen drift at medvirke ved sagens behandling for voldgiftsretten.
Betingelsen er imidlertid ikke kun opfyldt, når voldgift er obligatorisk i henhold til national ret, således som det bl.a. var tilfældet i den ovenfor refererede Danfoss-sag om den danske arbejdsret.
I den ovenfor refererede Ascendi Beiras Litoral e Alta-dom var det valgfrit for den skattepligtige, der ønskede at anfægte skattemyndighedernes afgørelse, om denne ville gøre brug af voldgift eller anlægge sag direkte ved de portugisiske domstole. Dette forhold udelukkede imidlertid ikke voldgiftsretten fra at blive anset for omfattet af art. 267. Det var tilstrækkeligt, at voldgiftsretten efter den relevante portugisiske lov fungerede som obligatorisk retsinstans i forhold til skatte- og afgiftsmyndigheden, når den skattepligtige valgte at indbringe tvisten for voldgiftsretten.
3.5. Nærmere om danske voldgiftsretter
Som anført under pkt. 3.2 følger det af EU-Domstolens praksis, at kun voldgiftsretter, der er oprettet ved lov, kan forelægge præjudicielt. Uden at der nødvendigvis er fuldt sammenfald, kan man på den baggrund opstille en formodning for, at voldgiftsretter, der omfattes af voldgiftslovens § 1, stk. 5, om voldgiftsretter, der er oprettet ved lov til afgørelse af tvister på særlige områder, alt andet lige vil opfylde denne del af kravene til at udgøre et forelæggelsesberettiget organ. Omvendt vil voldgiftsretter, der falder uden for § 1, stk. 5 – og dermed omfattes af voldgiftslovens almindelige regler – i hvert fald som klar hovedregel ikke være forelæggelsesberettigede. Det synes således klart, at sager, der behandles ved Voldgiftsinstituttet, ikke kan danne grundlag for præjudicielle forelæggelser. Det samme må så meget desto mere være tilfældet for ad hoc voldgift.
Lindencrone Petersen og Werlauff har givet udtryk for, at Voldgiftsnævnet for Bygge- og anlægsvirksomhed må kunne forelægge præjudici-