hævet. Ankenævnet for Patienterstatningen anførte som begrundelse bl.a.:
»Det er [Ankenævnets] vurdering, at A ikke med overvejende sandsynlighed er påført en erstatningsberettigende skade, jf. klage- og erstatningslovens § 19, stk. 1, og § 20, stk. 1.
...
I tilknytning til Deres bemærkning om, at [Patienterstatningens] afgørelse af 11. marts 2009 ikke er påklaget til [Ankenævnet for Patienterstatningen], og at det udelukkende er afgørelsen af 7. marts 2011, som vedrører erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, som er påklaget, skal nævnet afslutningsvist bemærke, at Højesteret ved dommen U 2005.1520 H har fastslået, at nævnet er berettiget til at træffe den afgørelse, som nævnet anser for at være materiel rigtig, uanset at de tidligere afgørelser ikke har været påklaget.«
A indbragte Ankenævnet for Patienterstatningens afgørelse af 30. januar 2012 for domstolene. Efter hendes oprindelige påstand skulle Ankenævnet for Patienterstatningen anerkende, at hun var påført en erstatningsberettigende skade. Efter at sagen havde været forelagt Retslægerådet, frafaldt A denne påstand.
Sagen angik herefter alene, om Ankenævnet for Patienterstatningen var berettiget til at ændre Patienterstatningens afgørelse af 11. marts 2009 om erstatningspligt mv. og samtidig ophæve Patienterstatningens efterfølgende afgørelser af 19. juli 2010 og 8. december 2010 om erstatning og godtgørelse til A.
3.2. Parternes hovedsynspunkter og landsrettens vurdering
A gjorde til støtte for sin påstand om, at Ankenævnet for Patienterstatningen ikke var berettiget til at ændre Patienterstatningens afgørelse af 11. marts 2009 og ophæve de efterfølgende afgørelser, navnlig gældende, at afgørelserne var endelige. Afgørelserne var ikke delafgørelser og adskilte sig derfor markant fra Højesterets dom i UfR 2005.1520. Det var alene Patienterstatningens afgørelse af 7. marts 2011, som var påklaget. Ændring af afgørelsen fra 2009, tre år efter at den var truffet, var urimeligt byrdefuld for A og gjorde klagefristen illusorisk, og regionen havde ikke tilbagesøgningsret.
Ankenævnet for Patienterstatningen gjorde til støtte for sin påstand om, at Ankenævnet for Patienterstatningen var berettiget til at ændre Patienterstatningens afgørelse af 11. marts 2009 og ophæve de efterfølgende afgørelser, navnlig gældende, at nævnet skal træffe den materielt rigtige afgørelse. Patienterstatningens afgørelser var delafgørelser, jf. UfR 2005.1520, og ankenævnet var derfor berettiget til at se på hele sagen og