begrundet, er det en væsentlig fordel, at systematikken netop er traditionel og dermed udgør en fælles referenceramme, som forebygger misforståelser.

I dansk ret må den tidligere opfattelse, hvorefter sondringen mellem obligatoriske rettigheder og tinglige rettigheder blev opfattet som substantiel, anses for endegyldigt forladt. ¹⁰⁰⁷1007. Jf. eksempelvis Alf Ross: Ejendomsret og Ejendomsovergang (1935) s. 11 ff., Alf Ross: Om ret og retfærdighed (1971) s. 228 ff., Fr. Vinding Kruse: Ejendomsretten 1. bd., 3. udg. (1951) s. 165 ff. og Peter Mortensen: Indledning til tingsretten, 2. udg. (2009) s. 26 ff. Dette er ligeledes den dominerende opfattelse i norsk ret, jf. Sjur Brækhus og Axel Hærem: Norsk tingsret (1964) s. 3 f. og 385 ff., Sjur Brækhus: Omsetning og kreditt 3 og 4 (1998) s. 5 ff., Kåre Lilleholt: Allmenn formuerett (2012) s. 46 ff., Hans Fredrik Marthinussen: Tredjemannsproblemene (2016) s. 37 ff. samt Thor Falkanger og Aage Thor Falkanger: Tingsrett, 8. udg. (2016) s. 30 f. Opfattelsen står dog ikke uimodsagt i norsk teori, jf. Carl August Fleischer i Jussens Venner 1978.241, Morten Kinander i TfR 2003.673 og Erlend Baldersheim: Til tingsrettens teori (2017). Se også Olav Lid i Lov og Rett 1965.117, Johan Sandstedt: Sakrätten, Norden och europeiseringen (2013) og Jo Ørjasæter i MarIus nr. 448 (2015). Begreberne har intet selvstændigt materielretligt indhold. Med andre ord: Der kan ikke trækkes mere ud af rettigheds- og pligtbegreber end det, som forud er blevet lagt ind i dem. ¹⁰⁰⁸1008. Jf. Knud Illum: Lov og Ret (1945) s. 177.

Det kan siges at tale mod brugen af begreberne tinglig ret og obligatorisk ret, at begreberne er historisk belastet. ¹⁰⁰⁹1009. Smh. Knud Illum: Dansk tingsret (1976) s. 9 f. Det er dog en historisk diskussion, som har været afsluttet længe i dansk ret, hvor den ældre retsopfattelse må anses for endegyldigt lagt i graven. ¹⁰¹⁰1010. Allerede i 1977 blev det anført af W.E. von Eyben i TfR 1977.106, at det kunne »[...] virke som noget i retning af at slå en død kat ihjel, når der fares så hårdt frem imod den ældre opfattelse. Men katten er nok sejglivet, så kritikken er vel på sin plads i det svenske regi.« Efter yderligere 40 år kan det antages, at ingen nulevende jurist har lært dansk tingsret med udgangspunkt i substantielle rettighedsbegreber. Mens diskussionen raser, kan der være grund til at undlade at bruge tidligere terminologi, hvis det er med til at skabe klarhed. Hvordan en systematik eller terminologi tidligere er blevet brugt eller misbrugt bør derimod ikke i sig selv diskvalificere illustrative begreber i al fremtid.