Abonnementsfælder på internettet

Professor, ph.d. Susanne Karstoft, Juridisk Institut, Aarhus Universitet

1. Indledning

I de senere år er nye forretningsmodeller opstået på internettet, f.eks. de såkaldte »abonnementsfælder«, hvor erhvervsdrivende lokker med prøvepakker, gavekort, gratis gaver o.lign., mod at forbrugeren deltager i en konkurrence eller svarer på nogle spørgsmål. Af og til skal forbrugeren betale et beskedent beløb i porto med sit betalingskort, f.eks. 1 krone, for at få tilsendt gaven. Det fremgår mindre tydeligt af den erhvervsdrivendes vilkår, f.eks. med småt nederst på siden eller på en underside til den erhvervsdrivendes hjemmeside, at forbrugeren ved at deltage i konkurrencen eller modtage den gratis gave eller prøvepakke også tegner et løbende abonnement, som han hver måned vil blive afkrævet betaling for via det anvendte betalingskort 12 (eller eventuelt via opkrævninger, der sendes med post eller e-mail). Forbrugeren opdager typisk først, at han har indgået en abonnementsaftale, når han konstaterer, at der er trukket på hans betalingskort, eller han modtager en faktura, og det er i mange tilfælde vanskeligt for forbrugeren at komme ud af aftalen, f.eks. fordi forbrugeren slet ikke kan komme i kontakt med den erhvervsdrivende, eller den erhvervsdrivende nægter at anerkende forbrugerens opsigelse af aftalen mv.