ikke-engelske parter. Dette understøttes videre af den udbredte anvendelse af engelsk som koncernsprog i internationalt orienterede virksomheder, også uden for det engelske sprogområde.
Oftest indeholder voldgiftsaftaler på dansk bestemmelser om, at voldgiftsretten, ud over de partsudpegede voldgiftsdommere, skal omfatte en »formand« eller – om end sjældnere – en »opmand« eller lignende, ligesom også det engelske ord »umpire« ses anvendt i dansksprogede voldgiftsklausuler. I engelsksprogede kontrakter anvendes især begreberne »chairman«, »presiding arbitrator« og »umpire«, og herudover optræder også begrebet »referee« undtagelsesvist i kontrakterne.
Imidlertid er ikke alle disse betegnelser for den tredje mand synonyme, og især hersker der nogen usikkerhed om begreberne »umpire« respektive »opmand« samt »referee«. Det er derfor vigtigt at holde sig ligheder og forskelle i begrebsdannelsen klar, og denne artikel tilsigter at bringe større klarhed herover ved analyse af de enkelte begreber på baggrund af især dansk og engelsk lovgivning, retspraksis og teori.
2. Første kategori: »Formand«, »Presiding Arbitrator« og »Chairman«
Den første kategori af betegnelser for den tredje voldgiftsdommer er ganske velafgrænset, og der melder sig kun enkelte spørgsmål under dansk voldgiftsret, jf. herom nedenfor under 2.4.
2.1. Formand
Den danske voldgiftslov (»voldgiftsloven«) trådte i kraft den 1. juli 2005.
Voldgiftsloven bestemmer i § 10, stk.1, at parterne kan aftale antallet af voldgiftsdommere, og af § 10, stk. 2, følger som deklaratorisk regel, at voldgiftsretten skal bestå af tre dommere.
Reglerne for udpegning af voldgiftsdommerne er indeholdt i voldgiftslovens § 11, og også her råder partsautonomien, jf. bestemmelsens stk. 1. Er der ikke af parterne truffet anden aftale, følger det af § 11, stk. 2, at hver part udpeger et medlem af voldgiftsretten, og at de partsudpegede voldgiftsdommere inden en vis frist »skal udpege den tredje voldgiftsdommer (formanden) ...«.
Om voldgiftsrettens sagsbehandling bestemmer voldgiftslovens § 29, at voldgiftsretten i »voldgiftssager med mere end én voldgiftsdommer« træffer afgørelse ved majoritetsbeslutning. Der er ikke i voldgiftsloven givet for-