Jørgen U. Grønborg har ofte kritiseret pensionsreformen, se også www.synopsis.dk; Sys Rovsing og Grethe Opstrup påpeger i »12 perspektiver på pension« s. 137: »Selvom der har været behov for en lovgivning på området, kunne det være gjort på en bedre måde. Viljen til at skabe en retfærdig løsning har bestemt været til stede, men evnen næppe. Dertil har de grundlæggende modstridende hensyn været for forskellige«. Svend Danielsen og Lennart Lynge Andersen påpeger i »Facetter. Festskrift til Sys Rovsing« s. 52, at grundprincippet blev vedtaget i enighed i Folketinget og blev støttet af magtfulde interesseorganisationer, arbejdsmarkedets parter og forsikringsbranchen, »selv om reformen med den eksisterende forskel mellem kønnene er meget mandsvenlig«. Desuden påpeges om fravigelsesmulighederne fra hovedreglen om forlods udtagelse, at »de supplerende hensyn er meget udpenslede«, ligesom det påpeges, at den »meget vidtrækkende lovgivning i bemærkninger ... kan kritiseres både indholdsmæssigt og fremgangsmådemæssigt, herunder naturligvis rent principielt. Anvisningerne sætter alt for snævre rammer. Det er da også karakteristisk, at det i dag er tvivlsomt, hvordan de virker, i hvert fald er der slet ikke kommet det forventede antal retssager ...«. Gitte Meldgård Abrahamsen har også i afhandlingen: »Pensionsudlignende regler ved separation og skilsmisse« (2014) samt TFA 2015 s. 250-257 fremsat kritiske bemærkninger, og det samme gælder Lisbeth Faurdal: TFA 2007 s. 40. Se endelig Linda Nielsens kritik i »Skilsmisseret«, 2018, kapitel 11 med forslag til »revision light« af reglerne om pensionsrettigheders behandling ved separation og skilsmisse.
Det vil være ret enkelt at tage hensyn til denne kritik og rette op på de uhensigtsmæssigheder, der er dokumenteret ved de 10 års erfaringer med den nuværende regulering af pensioners behandling på ægtefælleskifte. Det kan ske ved blot at udvide mulighederne for at kunne benytte kompensationsreglerne og aftalemulighederne. Sværere er det ikke.
6. Efterskrift
I dette bidrag til Festskriftet til Mads har jeg valgt ansvarlighed som tema. Det har jeg, fordi det er et tema, som jeg synes er meget kendetegnende for Mads. Ansvarsfølelsen hænger meget nært sammen med en lige så dyb pligtfølelse.
På den store scene vil jeg fremhæve diskussionen om Menneskerettighedsdomstolen – et led i ansvarlighed for det store, globale fællesskab. Ikke for at sætte temaet som sådant til debat, men for at påpege et karaktertræk ved Mads’ virke som jurist. Han har – ufint – været kritiseret for at debattere menneskerettigheder, når han nu er professor i formueret, og ikke er ekspert i menneskerettigheder. Men han har valgt at deltage i den offentlige debat, selv om han vidste, at han ville komme i modvind. Som skatteyderbetalt universitetsforsker anser Mads det som sit ansvar at stille