Da voldgiftsretter undertiden skal inddrage EU-ret i deres afgørelser, bliver det væsentligt, om de kan forelægge præjudicielt.

TEUF art. 267 foreskriver, at såfremt et spørgsmål om enten fortolkningen af EU-traktaterne eller om gyldigheden og fortolkningen af retsakter udstedt af Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, »rejses ved en ret i en af medlemsstaterne, kan denne ret, hvis den skønner, at en afgørelse af dette spørgsmål er nødvendig, før den afsiger sin dom, anmode Domstolen om at afgøre spørgsmålet. Såfremt et sådant spørgsmål rejses under en retssag ved en national ret, hvis afgørelser ifølge de nationale retsregler ikke kan appelleres, er retten pligtig at indbringe sagen for Domstolen.«

Efter art. 267’s danske ordlyd er det vel et åbent spørgsmål, om ordet »ret« er forbeholdt domstole eller også omfatter bl.a. voldgiftsretter. Imidlertid taler TEU art. 19 om »præjudicielle spørgsmål efter anmodning fra de nationale domstole«. Tilsvarende taler art. 267 om, at den nationale ret afsiger »dom«. Endelig giver formuleringen »en ret i en af medlemsstaterne« – der synes at forudsætte en tilknytning til én medlemsstat – anledning til spørgsmål i forhold til de voldgiftsretter, som er oprettet med henblik på en enkelt sag, der har international tilknytning. ²⁵⁷257. Det samme er tilfældet for mellemfolkelige domstole såsom Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Det er således – i hvert fald ud fra EU-traktatens danske tekst – nærliggende at antage, at dens forfattere alene har sigtet til egentlige domstole.

En voldgiftsaftale defineres almindeligvis som en aftale om, at en bestemt tvist eller eventuelle fremtidige tvister i et bestemt retsforhold ikke skal løses af domstolene, men af et andet organ (voldgiftsretten). ²⁵⁸258. Jacob Juul og Peter Fauerholdt Thommesen, Voldgiftsret, 3. udg., s. 26. Man kan derfor argumentere for, at en aftale om voldgift på tilsvarende måde indeholder et fravalg af muligheden for at komme ind under den præjudicielle ordning. Helt så simpelt er forholdet dog ikke. Efter EU-Domstolens retspraksis skal der ved vurderingen af, om et givet organ kan forelægge efter art. 267, lægges vægt på, om organet er oprettet ved lov, har permanent karakter, virker som en obligatorisk retsinstans, anvender en