fælde har det efterfølgende subjektive element ført til, at det ulovlige forhold anses for ophørt, og i nogle tilfælde er det oprindelige subjektive element indgået som begrundelse for, at der forelå et ulovligt forhold. Mest overbevisende er byrettens begrundelse i MAD 2015.542 B, hvor der tydeligvis kobles en subjektiv betingelse til ejerens pligt til at lovliggøre overtrædelser af § 3.

I relation til om der er en subjektiv betingelse for overtrædelse af § 3, og hvordan denne håndteres, synes praksis således i en vis udstrækning at være ramt af den sammenblanding af retsfaktum og skøn, som gør sig gældende for de objektive elementer af § 3-overtrædelser. Dette er uproblematisk, når det drejer sig om stillingtagen til, om der skal meddeles retligt lovliggørende dispensation, da dette er en skønsmæssig afgørelse, som også kan tage hensyn til subjektive elementer. Problemet er, at det i en del tilfælde er uklart, om det subjektive element angår konstateringen af det ulovlige forhold, eller om det vedrører retlig lovliggørelse. Mens dette i andre sammenhænge nok ikke rejser større problemer, giver mangel på analytisk systematik problemer, når det drejer sig om en regel, som forbyder at ændre en tilstand, der ikke er fastslået ved en formel retsakt, og som i alle tilfælde ændrer sig. Her bliver retsfaktum så at sige for labilt, hvis der mangler en analytisk struktur, der kan afdække om de objektive og subjektive betingelser for overtrædelsen er opfyldt, inden der tages stilling til retsfølgen. Selv om det for ejeren kan være rimelig ligegyldigt, om § 3 er overtrådt, hvis der efterfølgende meddeles lovliggørende dispensation, har forskellen mellem retsfaktum og skøn betydning for, hvordan reglen anvendes.