3. Retsfaktum
Retsfaktum i § 3 indeholder tre objektive elementer, nemlig at lokaliteten er omfattet af reglen, at handlingen medfører en tilstandsændring af den beskyttede naturtype, og at handlingen ikke er omfattet af undtagelserne for handlinger, der lovligt kan medføre tilstandsændringer. Dette suppleres af et tidsmæssigt moment, der grundet naturens dynamik i sager om fysisk lovliggørelse både har betydning for, om en lokalitet var omfattet, og hvilken tilstand der ikke måtte ændres, da handlingen blev begået. Herudover må overvejes, om ansvar for overtrædelse af forbuddet er omfattet af en subjektiv betingelse, nemlig at overtrædelsen kan tilregnes den, der har begået overtrædelsen, som uagtsom. Dette belyses i det følgende.
3.1. Hvilke lokaliteter er omfattet af § 3
De objektive elementer, der bestemmer, om en bestemt lokalitet på et givet tidspunkt var omfattet af forbuddet mod tilstandsændringer i § 3, består af tre led, nemlig (1) om der er en eller flere af de i § 3 anførte naturtyper, (2) om disse har den fornødne arealmæssige udstrækning, og (3) at naturtypen ikke var opstået som følge af braklægning eller aftaler med miljømyndighederne om miljøvenlig drift. 13951395. Efter naturbeskyttelseslovens § 5 kan ministeren fastsætte undtagelser fra forbuddet i § 3. Bemyndigelsen er udnyttet i naturtypebekendtgørelsens § 2, hvorefter § 3 ikke omfatter naturtyper, der er opstået som følge af aftaler med myndighederne om miljøvenlig drift (MVJ-aftaler), hvis dyrkning genoptages inden et år efter aftalens udløb. Tilsvarende indeholder § 6 i lov om drift af landbrugsjorder en regel om, at § 3 ikke omfatter naturtyper, der er opstået som følge af en anmeldt braklægning, hvis dyrkning genoptages inden et år. Fra praksis kan nævnes U 2017.1834 H om MVJ-aftaler, indgået inden loven trådte i kraft, samt MAD 2016.280 B om braklægning.
Om den første betingelse er opfyldt, afgøres primært på grundlag af biologiske kriterier. Lovbemærkningerne indeholder således en relativ detaljeret opremsning af de botaniske kendetegn for de beskyttede naturtyper, hvilket ofte gengives i afgørelser, jf. fx MAD 2014.492 Nmk, som stadfæster registrering af marker som eng.
De biologiske kendetegn suppleres for flere af naturtyperne af krav til dyrkningshistorien. For moser fremgår af forarbejderne, at § 3 ikke omfatter arealer beplantet med træer, selv om mosen opfylder de biologiske betingelser, jf. U 2001.1278 H, hvor det blev afvist, at askemose var omfattet