»borgernes frihed og ejendom«, og hjemmelen kan derfor næppe søges andre steder end i sædvaneretlige betragtninger«. ¹²⁹²1292. Peer Lorenzen, Anmeldelse af Max Sørensens Statsforfatningsret, 1. udg., 1969, Juristen, 1972, s. 426 f. I den nyeste lærebog i statsforfatningsret er dette synspunkt fulgt, idet det lakonisk anføres, at 1915-flaganordningen er »et eksempel på en anordning, hvis hjemmel er sædvane«. ¹²⁹³1293. Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2. udg., 2016, s. 189. Man kunne måske fristes til at få den tanke, at grundlovens § 25 om, at »Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra lovene, som ... ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug ...« kunne være den statsretlige hjemmel for 1915-flagbekendtgørelsen. Hovedformålet med bestemmelsen var at lette overgangen fra enevælden til det nye forfatningssystem i 1849, jf. herom Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Grundloven med kommentarer, 2016, s. 202 f. Bestemmelsen tager imidlertid alene sigte på konkrete afgørelser (»bevillinger og undtagelser«), ikke på generel regulering, jf. herved også Henrik Zahle, Dansk forfatningsret 1, 3. udg., 2001, s. 361.

En sædvane er en praksis, der er fulgt almindeligt, stadigt og længe, ¹²⁹⁴1294. Se nærmere herom Jens Peter Christensen, Jørgen Albæk Jensen og Michael Hansen Jensen, Dansk Statsret, 2. udg., 2016, s. 28 ff. og hvad angår flaget, er der da også tale om en endog meget gammel praksis. Det hænger sammen med, at flaget traditionelt er blevet betragtet som statens og kongens flag. Kongen kunne derfor udstede regler om, hvorledes der måtte eller ikke måtte flages.

At flaget var statens og kongens flag, kan man da også se understreget ved, at det under enevælden var forbudt borgerne at flage med Dannebrog. Et sådant forbud finder man i kongelig resolution af 21. december 1833. Forbuddet blev meddelt til samtlige amtmænd og Politidirektøren i København ved et kancellicirkulære af 7. januar 1834. Cirkulæret indeholder et forbud mod, at nogen »Privatmand ... lade noget Flag vaie fra Sine Eiendomme i Kjøbstæderne eller paa Landet«.

Forbuddets baggrund synes at have været, at almindelige danskere i løbet af de første årtier i 1800-tallet ved festlige lejligheder var begyndt at gøre brug af Dannebrog, der indtil da havde været kongens og flådens