kontradiktorisk procedure, træffer afgørelse på grundlag af retsregler, og om det er uafhængigt. 259259. Bl.a. sag C-396/14, MT Højgaard, ECLI:EU:C:2016:347, og sag C-203/14, Consorci Sanitari del Maresme, ECLI:EU:C:2015:664.
En voldgiftsret vil normalt uden videre opfylde kravene om, at organet skal være uafhængigt, anvende en kontradiktorisk procedure og træffe afgørelse i en tvist på grundlag af retsregler. Til gengæld rejser kravene om, at organet skal være oprettet ved lov, have permanent karakter og være obligatorisk som konfliktløsningsorgan særlige spørgsmål i forhold til voldgiftsretter. I det følgende vil vi gøre rede for, hvordan EU-Domstolen har anvendt de netop anførte betingelser på forskellige former for voldgiftsretter, jf. pkt. 3.2-3.4. Herefter vil vi i pkt. 3.5 vurdere, hvad denne praksis indebærer for forskellige typer af danske voldgiftsorganer.
3.2. Oprettet ved lov
Retsgrundlaget for den klassiske voldgiftssag er en voldgiftsklausul i en privatretlig aftale. Det gælder i særdeleshed for voldgift omfattet af den danske voldgiftslov, der efter § 1, stk. 5, kun omfatter voldgift, hvor voldgiftsrettens kompetence hviler på aftale og ikke har hjemmel i lov. Allerede den første almindelige betingelse for, at et organ kvalificeres som en retsinstans efter art. 267 – nemlig at det er oprettet ved lov – svigter i forhold til sådanne voldgiftssager. Det klare udgangspunkt er da også, at sådanne voldgiftsretter ikke kan forelægge præjudicielt:
Den første dom på området var Nordsee. Den bagvedliggende tvist vedrørte en »pulje-aftale« indgået i forbindelse med et fælles program om bygning af 13 fabriksskibe til fiskeri mellem flere private virksomheder med det formål, at de tilskud, som aftalens parter modtog fra Den Europæiske Udviklings- og Garantifond for Landbruget (EUGFL), skulle fordeles mellem dem. Den voldgiftsret, som skulle træffe afgørelse i medfør af aftalen, var i tvivl om, hvorvidt aftalen var forenelig med EU-retten, og havde forelagt EU-Domstolen dette spørgsmål. EU-Domstolen afviste at have kompetence til at besvare den præjudicielle forelæggelse. Således fandt EU-Domstolen, at voldgiftsretten af to grunde ikke udgjorde en ret i en af medlemsstaterne i, hvad der nu er art. 267’s forstand. For det første forelå der hverken retligt eller faktisk en pligt for aftaleparterne til at afgøre deres tvister ved voldgift, da de havde foretaget dette valg ved kontrakt. Og for det andet havde de tyske myndigheder ikke været inddraget ved valget af voldgift, ligesom de ikke havde pligt til af egen drift at medvirke ved sagens behandling for voldgiftsretten. 260260. Sag 102/81, Nordsee, ECLI:EU:C:1982:107.