ensstemmelse med parternes tvistløsningsaftale, idet en sådan loyal deltagelse normalt hverken vil være dyr eller tidskrævende for nogen af de involverede parter.

En trappestigemodel er i nogle sager lige netop det, der er behov for. I andre sager er trappestigemodellen ikke hensigtsmæssig.

I praksis ses ofte, at ingen af parterne er motiverede for at deltage i en mediation forud for voldgiftssagen, men først bliver »modne« til at mediere under selve voldgiftssagen. At parternes tilgang til mediation på denne måde ændrer sig under sagens forløb, kan skyldes, at voldgiftssagen ikke forløber, som parterne har forventet. Der kan fx være tale om, at det på et tidspunkt under voldgiftssagens forløb står klart, at der er behov for mere omfattende (og kostbar) sagkyndig bistand end oprindelig antaget, eller hvis en voldgiftsdommer eller en skønsmand pludselig udtræder af sagen, fx som følge af en opstået interessekonflikt. Sådanne væsentlige tilbageskridt i voldgiftssagen fører nogle gange til, at parterne aftaler at forsøge at løse tvisten ved mediation. For at spare tid foregår mediationen evt. parallelt med voldgiftssagen, som således ikke udsættes på grund af mediationen.

Selv i tilfælde, hvor parterne som anført bliver mere stemt for at forsøge at løse tvisten via mediation, kan det alligevel være vanskeligt for parterne at blive enige om at mediere på dette sene tidspunkt under sagens forløb. Det kan skyldes, at det efter omstændighederne kan blive betragtet som svaghedstegn at foreslå mediation, mens voldgiftssagen verserer. Nogle modparter vil måske tænke, at den anden part omsider har indset, at vedkommende har en dårlig sag eller lign.

Risikoen for, at et sådant kontraproduktivt scenarium indtræffer, kan formodentlig minimeres, hvis initiativet til mediaton ikke udspringer fra en part, men fra voldgiftsretten. Dette er imidlertid heller ikke problemfrit, da nogle parter i sådanne tilfælde vil føle sig presset til at acceptere voldgiftsrettens opfordring til at søge tvisten løst ved brug af mediation, uanset at parten egentlig helst var fri. Desuden har nogle voldgiftsdommere den holdning, at de af principielle grunde ikke ønsker at tilskynde parterne til forligsovervejelser.

Det er min erfaring fra behandling af sagerne ved Voldgiftsinstituttet, at det oftest er mest hensigtsmæssigt, hvis forslaget om mediation bringes på bane af instituttet. Herved undgås, at initiativet kan opfattes som et svaghedstegn hos en af parterne eller som et pres fra voldgiftsretten. Det