I lovforslaget er der ikke i lovteksten indsat en direkte henvisning til forordningen som overvejet af Straffelovrådet, men bemærkningerne anfører, at bestemmelsen ikke vil indeholde en selvstændig forpligtelse til sletning inden for forordningens område. Som eksempler på situationer, hvor den foreslåede straffelovsbestemmelse vil finde anvendelse, angiver bemærkningerne en informationshandling, der ligger uden for forordningens materielle anvendelsesområde (f.eks. oplysninger om juridiske personer), behandling i journalistisk øjemed efter art. 85 og slettepligt for andre end dataansvarlige (idet slettepligten efter forordningen kun gælder for dataansvarlige). 203 Eksemplerne illustrerer, at art. 17 udtømmende gør op med slettepligten inden for forordningens område. Indtræder der ikke slettepligt, fordi de specifikke kriterier for sletning efter art. 17 ikke er opfyldt, kan der ikke pålægges en supplerende slettepligt efter en eventuel straffelovsbestemmelse herom.

Samlet set kan de eksisterende regler om freds- og ærekrænkelser i deres helhed opretholdes under forordningen, men det nationale råderum er ikke ubegrænset og fører til ganske komplekse spørgsmål om forholdet mellem de to regelsæt både for den konkrete retsanvendelse og for eventuel fremtidig lovgivning på området.

6. Forholdet mellem databeskyttelsesloven og reglerne om freds- og ærekrænkelser

Det fælles anvendelsesområde for persondatareglerne og reglerne om freds- og ærekrænkelser rejser ikke kun spørgsmål om det nationale råderum men også – inden for dette råderum – om forholdet mellem sidstnævnte regler og databeskyttelsesloven.

Databeskyttelsesloven § 1, stk. 3, fastslår, at »regler om behandling af personoplysninger i anden lovgivning, som ligger inden for databeskyttelsesforordningens rammer for særregler om behandling af personoplysninger, går forud for reglerne i denne lov«. Det er nok ikke straffelovens regler, der har været i fokus ved udarbejdelsen af bestemmelsen, og det er heller ikke en sproglig naturlighed at betegne reglerne om freds- og ærekrænkelser som »særregler om behandling af personoplysninger«. Ikke desto mindre regulerer disse regler som beskrevet behandling af per-