3. F.C. Bornemann
F.C. Bornemann blev – i konkurrence med Ørsted – professor på Københavns Universitet. 13251325. F.C. Bornemann skal ikke forveksles med faderen M.H. Bornemann, der tog fat om et emne, som Ørsted tilsyneladende ikke havde samme blik for, nemlig hvorpå moralen egentlig hvilede. M.H. Bornemann sondrede mellem rettens indvortes og udvortes kvaliteter og ønskede som Kant at rette fokus mod rettens udtryk, idet menneske ansås som et sansende fornuftsvæsen. I overensstemmelse med Kant anså Bornemann fornuften eller moralen for grundlag for rettens indre og ydre kvaliteter, hvorfor moralens grundlag for retslæren måtte udvikles, før en retslære kunne udarbejdes. M.H. Bornemann anså retten for knyttet til moralen, idet »Retfærdighedsideen Indhold saaledes som det umiddelbart forestilles i Bevidstheden henviser til Sædelighedsloven.«, jf. Bornemann: Den Almindelige retslære (1832) s. 39. F.C. Bornemann adskilte heller ikke ret og moral, men indtog tværtimod det synspunkt, at staten er en »sædelig Institution«, således at man kan ophæve »den falske adskillelse mellem Politik og Retslære.« 13261326. Bornemann: Forelæsninger over den nyere Retsphilosophies historie i Samlede Skrifter af Frederik Christian Bornemann, femte bind: Blandende skrifter (1866-68) s. 619.
Bornemann var i høj grad idealistisk præget, men han tog et væsentlig skridt i retning af at forankre individets livsvilkår i retsstaten og dermed i den åndelighed, som staten var udtryk for: »Staten er ... den sædelige Idees høiste Virkelighed, den sædelige Aand, som den aabenbarede, sig selv vidende; det er Individets høieste Pligt at være Medlem af Staten.« 13271327. Ibid s. 620.
Denne sædelighed eller særlige ånd var imidlertid ikke rodfæstet i naturen, men nærmest som hos Ørsted i folkets retsbevidsthed, således at befolkningen per instinkt bliver knyttet til hinanden i en retsorden. 13281328. Bornemann: Foredrag over den almindelige Rets- og Statslære (1863) s. 11. Ligesom sproget lever retten efter Bornemanns opfattelse i befolkningen:
»Det forekommer os imidlertid indlysende, at enhver Theorie, der ikke blot betragter Sproget som et Indbegreb af Tegn, ved hvilke Individet for sig selv objectiverer sine Tanker, eller som et Tankemeddelelsesmiddel mellem Individ og Individ, er aldeles ude af Stand til at forklare, hvorfra den Bevidsthed kommer, at Nationaliteterne leve og doe med Sprogene. Sprogdannelsen synes os aabenbart at være en i Masserne fore-