omstændigheder, hvor det på forhånd ville virke overordentligt krænkende, hvis billedet blev udbredt.

Efter strfl. § 267 kan den, »som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede medborgeres agtelse«, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder. Straffen kan stige til 2 år, hvis en sigtelse er fremsat mod bedre vidende eller uden rimelig grund til at anse den for sand, jf. § 268 om bagvaskelse.

Den 16. maj 2018 fremsatte Justitsministeren et lovforslag (L 240), der skærper sanktionerne for visse freds- og ærekrænkelser og indeholder enkelte nye bestemmelser. 194 Lovforslaget tilsigter særligt at skærpe mediernes ansvar men skærper også ansvaret for andre. Lovforslaget skal endvidere tilpasse reglerne den teknologiske udvikling. Forslaget hviler på Straffelovrådets betænkning 1563/2017 om freds- og ærekrænkelser og kommer i forlængelse af skærpelsen for særligt kvalificerede overtrædelser af § 264 d, jf. dennes stk. 2 omtalt ovenfor (som ligeledes udspringer af Straffelovrådets betænkning). Såfremt lovforslaget vedtages betyder det bl.a., at strafferammen for ærekrænkelser stiger til 1 års fængsel. Der vil blive indført en bestemmelse (ny § 271), hvorefter det samtidig med dom for overtrædelse af §§ 264 d, 267 eller 268 kan bestemmes, at en udtalelse, en meddelelse eller et billede skal slettes, hvis det er muligt. Der vil også blive indført en bestemmelser (ny § 264 b), hvorefter den der uberettiget ved hjælp af en gps eller et andet lignende apparat registrerer en andens færden, straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Lovforslaget forventes genfremsat og behandlet i folketingsåret 2018/19 med ikrafttræden 1. januar 2019.

4. Reglernes fælles anvendelsesområde

Generelt har de persondataretlige regler et langt bredere anvendelsesområde end straffelovens regler om freds- og ærekrænkelser. De fleste behandlinger af personoplysninger omfattet af forordningen vil således ikke være en freds- eller ærekrænkelse efter straffelovens bestemmelser. Reglerne om freds- og ærekrænkelser kriminaliserer særligt grove former for integritetskrænkende informationshandlinger, mens persondataretten