gøres sagen i visse tilfælde på grundlag af et enkelt af flere anbringender, således at Højesteret ikke kommer til at tage stilling til, hvad der i øvrigt er anført. Alle anbringenderne vil naturligvis indgå i voteringen og dermed fremgå af voteringsprotokollen.

Den ovenfor beskrevne praksis står i modsætning til praksis i EU-Domstolen, Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og en række andre landes øverste domstole, som i deres domme ofte redegør ikke alene for det resultat, man er nået til i sagen, men også for hvilke alternative løsninger man kunne forestille sig, og hvilke øvrige overvejelser sagen har givet anledning til.

For en tidligere universitetsmand som undertegnede kan sådanne betragtninger for så vidt være interessant og inspirerende læsning, som kan give grundlag for artikler eller andre videnskabelige arbejder. Mere ordrige og forklarende præmisser kan have en formidlende funktion og medvirke til at placere den konkrete dom i en sammenhæng og måske bidrage til, at læseren får et indtryk af den linje, som den pågældende domstol lægger. Der kan således gennem præmisserne bl.a. tegnes et billede af den retsudvikling, der har ført til det resultat, dommen ender med.

Ulempen ved denne tilgang kan være, at det undertiden står mindre skarpt, hvad det egentlig var, dommerne lagde vægt på, da de afgjorde den pågældende sag. Spørgsmålet er også, om ikke der ved disse relativt ordrige og omfattende præmisser er større risiko for, at der indsniger sig fejl eller unøjagtigheder, herunder – som det er forekommet – i form af delelementer i præmisser, der indbyrdes er vanskelige at forene.

Nogle vil nok spørge, hvorfor Højesteret ikke i videre omfang end tilfældet er, stadfæster den indbragte dom i henhold til grundene. Det hænder antagelig fra tid til anden, at en dommer, der har deltaget i afgørelsen af en sag, som er indbragt for Højesteret, mener, at Højesteret i sin begrundelse »læner sig« meget op ad de synspunkter, der er udtrykt i den indbragte dom, og at det havde været naturligt at henvise til begrundelsen i denne. Selv i sager, hvor den indankede dom er velbegrundet og fyldestgørende, vil Højesteret imidlertid i dag, hvis sagen vurderes at være af principiel karakter, som oftest ønske at udforme sine egne præmisser under hensyn til Højesterets rolle og funktion. Dette er en udvikling, som er blevet tydeligere og tydeligere i de senere år, i takt med at Højesteret er