Endelig erindres om, at hvis voldgiftsretten får den »forkerte« rollefordeling, vil voldgiftskendelsen være eksponeret for tilsidesættelse efter voldgiftslovens § 37, stk. 1, nr. 1, litra d, i henhold til hvilken tilsidesættelse kan ske såfremt »den part, der anmoder om tilsidesættelse, godtgør, ... at voldgiftsrettens sammensætning eller voldgiftssagens behandling ikke var i overensstemmelse med parternes aftale eller med denne lov«.
4. Honorar
Spørgsmået om honorering af en umpire/opmand eller referee skal kort omtales.
Det er ukontroversielt at fastslå, at efter det tidspunkt, hvor den pågældende træder til voldgiftsretten som refeeree eller som enevoldgiftsdommer (umpire/opmand), følger spørgsmålet om honorering direkte af voldgiftslovens § 34. Han fastsætter med andre ord selv sit honorar, men med mulighed for domstolsprøvelse om rimeligheden af den krævede honorering. Indtil det tidspunkt hvor han træder til, må den pågældende have krav på honorering efter princippet om »quantum meruit«, altså et rimeligt honorar. Mest nærliggende er det nok at antage, at den udfyldende regel er, at en umpire/opmand eller referee selv fastsætter sit honorar i henhold til § 34, stk. 1, eller dennes analogi, men selvsagt med adgang for parterne til at indbringe dette for domstolene i henhold til § 34, stk. 3, ligesom parterne i medfør af § 34, stk. 2, hæfter solidarisk for betaling heraf.
Men henblik på at den pågældende umpire/opmand eller referee kan fastsætte sit honorar, må der naturligt antages at bestå en forpligtelse for de partsudpegede voldgiftsdommere til at orientere om, at de partsudpegede voldgiftsdommere er nået til enighed om resultatet, og at den latente beslutningsfunktion ikke bliver aktuel.
5. Afslutning
Det er måske trivielt at indskærpe parterne omhyggelighed med ordvalget i voldgiftsklausuler, men denne artikel har forhåbentlig vist, at behovet for sådan omhyggelighed også er til stede vedrørende voldgiftsrettens konstitution og de enkelte medlemmer af voldgiftsrettens funktioner og kompetence.