delbart ser ud som om, at alle ni dommere stod bag resultatet, forholdt det sig ganske anderledes.

Studerer man Højesterets gamle håndskrevne voteringsprotokoller, ¹³¹²1312. Voteringerne i Højesteret blev dengang refereret af to protokolsekretærer, der skrev hver deres voteringsprotokol. Krav herom fremgik af Højesteretsforordningen af 1661 og af § 16 i Højesteretsinstruksen af 1771. Først i begyndelsen af 1990’erne gik man i rationaliseringens navn over til, at kun én protokolsekretær skriver protokol. viser det sig, at splittelsen i Højesteret var den størst mulige. Fem dommere ville straffe Dynnesen, mens fire dommere – de to yngste og de to ældste – ville frifinde ham, fordi de ikke fandt, at der var den nødvendige lovhjemmel til at straffe.

Førstevoterende, Georg Lett, voterede for at frifinde Dynnesen. Hans argumentation var baseret på principielle stats- og strafferetlige synspunkter og fremstår både ved sin systematik og sit indhold eksemplarisk. Georg Lett kunne måske nok gå med til at betragte den kongelige resolution af 1833 og cirkulæret af 1834 som en lovgivningsakt, men allerede resolutionen af 1854 gjorde dog dette betænkeligt, idet denne resolution, der ophævede forbuddet mod at flage med Dannebrog, var en administrativ akt. Det samme var 1915-bekendtgørelsen. Denne bekendtgørelse nøjedes imidlertid ikke med at indskærpe det allerede eksisterende forbud mod flagning, men udvidede det udtrykkeligt til at gælde også udsmykning med krigsførende magters flag, hvad der ikke havde støtte i resolutionen af 1833 og heller ikke havde hjemmel i nogen senere lov. Straffelovstillægget af 1914 gav kun en straffebestemmelse for overtrædelse af forbud, men indeholdt ikke i sig selv nogen hjemmel for forbud mod flagning. Det forbud var alene i 1915-flagbekendtgørelsen. Der var således i det hele tale om en administrativ regulering, der ikke kunne opfylde kravet i straffelovens § 104 om, at forbud skulle være udstedt i henhold til lov. Derfor var det, fandt Georg Lett, umuligt at anvende § 104 på det foreliggende forhold. Og hertil kom, at straffelovens § 2 lod hele straffelovens almindelige del, derunder § 1 om, at straf kun kan pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske kan sidestilles med et sådant, gælde for særlovgivningen. I tillæg til denne argumentation for at frifinde føjede Georg Lett, at han rent bortset fra det allerede fremførte ville være betænkelig ved at dømme. Den kongelige resolution