konkretiseret af Advokatnævnet og domstolene i en række afgørelser, der derfor har fået stor betydning for retsstillingen på området.

Advokatnævnet træffer afgørelser i disciplinærsager om advokater. Nævnets praksis om interessekonflikter er righoldig. I perioden 2014- 2016 modtog nævnet 2.120 adfærdsklager, og en stor del af nævnets klager vedrører interessekonflikter. Nævnet afslutter godt halvdelen af klagesagerne ved kendelse, og en del af disse kendelser offentliggøres på nævnets hjemmeside.

Nogle af Advokatnævnets kendelser bliver indbragt for domstolene, som dermed også får lejlighed til at bidrage til konkretiseringen af den vage generalklausul i retsplejelovens § 126, stk. 1. Som anført i afsnit 1 ovenfor er identifikationsvirkningen resultatet af en højesteretsdom. Derudover har Højesteret blandt andet slået fast, at en advokat er afskåret fra at repræsentere en fond i en erstatningssag mod fondens tidligere bestyrelsesmedlemmer, som advokaten har samarbejdet med under sit tidligere arbejde for fonden. ³⁶⁶366. U 1998.1105/2H, s. 1108; U 2016.1436 H, s. 1452. Afgørelser som disse kan have stor betydning for advokatbranchen.

Domstolene og Advokatnævnet er neutrale og statsforankrede, så deres fortolkning af generalklausulen om god advokatskik er styrende for retsudviklingen på området. Retningslinjerne i de advokatetiske regler har ikke samme autoritative styrke som domstolenes og Advokatnævnets praksis, men alligevel har de fået stor praktisk betydning for advokatbranchen. De giver detaljeret vejledning i en pædagogisk punktform. De er udarbejdet af Advokatrådet, der repræsenterer advokatbranchen, og de skal frem for alt »tjene til vejledning«. Deres formål er dog »tillige at udgøre et bidrag til Advokatnævnets fastlæggelse af retsplejelovens standard for god advokatskik«.

Reguleringen af advokaters interessekonflikter er ikke noget nyt fænomen. Med udviklingen af den centraleuropæiske advokatstand i de 12. og 13. århundreder genopstod de gamle romerretlige advokatregler, og en række af disse regler vedrørte interessekonflikter. ³⁶⁷367. Brundage (1973), s. 241. En advokat måtte ikke skifte side under sagen eller købe sig ind i sin klients interesse i sagens