Dommerinhabilitet – strikte jura og fornuftig forsigtighed
Fhv. højesteretspræsident, professor, dr.merc.h.c. Børge Dahl
Når tvivl om inhabilitet enkelt og nemt kan undgås ved, at dommere bytter sager, er der god grund til at holde sig på afstand af den retlige inhabilitetsgrænse. Men når dommere skal træffe formelle afgørelser om habilitet, må de gå frem efter reglerne og ikke lade sig styre af nok så fornuftige forsigtighedsprincipper.
1. Indledning
I 2013 talte jeg om inhabilitet på de årlige dommermøder i Vestre Landsrets og Østre Landsrets kreds. Baggrunden var en række byretsafgørelser i årene 2011-12 med efterfølgende sættedommerbeskikkelse. Formålet var at drøfte inhabilitetsproblematikken og samtidig at se på byretspraksis i lyset af Højesterets praksis. Denne artikel er baseret på mit foredrag i 2013 suppleret med Højesterets seneste praksis. 223223. Specialkonsulent Uffe Habekost Sørensen har hjulpet med at omarbejde foredraget til denne artikel.
Som eksempler på vidtrækkende inhabilitetsafgørelser i byretterne i årene 2011-12 med sættedommerbeskikkelse til følge kan bl.a. nævnes:
»Da vidnet i sagen [en straffesag] er samboende med en af rettens dommere, kan der som følge heraf rejses tvivl om undertegnedes fuldstændige upartiskhed, jf. retsplejelovens § 61, hvorfor bestemmes: Dommer ... er inhabil i denne sag. Dommer ... bemærkede i egenskab af retspræsident, at begrundelsen for inhabilitet må antages tillige at være gældende for samtlige af embedets dommere. Sagen udsat på beskikkelse af sættedommer.«