ning fra medlemsgrupper. Der henvises til, at det er almindeligt, at etiske og miljømæssige forhold indgår i den risiko- og rentabilitetsvurdering, der foretages af alle investeringer. Endelig peges på, at dette afspejler den større plads i den samfundspolitiske debat, som værdibaserede investeringer har fået.

Desuden understreges, s. 222, at »hensyntagen til økonomi og etik ikke nødvendigvis strider mod hinanden«. Desuden fremhæves, at konsekvenserne af de værdibaserede retningslinjer kan være forskellige, fx at viden herom indgår i investeringspolitikken og vil kunne tilskynde til køb eller salg, eller at der foretages en dialog, således at der ses på »best practise«. En anden model var at anmode virksomheder om at identificere værdibaserede problemområder og berette om holdning og indsats. Det konkluderes, at etik »samlet synes ... at være ved at blive et konkurrenceparameter og være en fast integreret del af investeringspolitikken, idet der ses på en helhedsorienteret investering«. Desuden anbefaler rådet, »at spørgsmålet om værdibaserede investeringer gøres til genstand for drøftelse i de relevante fora, således at medlemmerne får lejlighed til at tage stilling til, i hvilket omfang de ønsker at der ved siden af kravet om bedst muligt afkast også inddrages etiske eller værdibaserede hensyn ved valget af investeringsstrategi«.

Det klassiske FN-instrument på området for social ansvarlighed er de menneskerettigheder, der beskyttes af FN’s menneskeretskonventionen.