Troels G. Jørgensen, fandt, at der ikke var grund til at indskrænke begrebet neutralitet til kun at angå statens stilling under en aktuel krigstilstand, og at man i øvrigt godt kunne tænke sig, at netop de demonstrationer, der kunne blive en følge af en overtrædelse af et forbud mod flagning, kunne føre til krig. Sjettevoterende, Topsøe-Jensen, fandt, at begrebet neutralitetsforanstaltninger var et ganske flydende begreb, og at det var en meget udæskende handling at hejse en fremmed nations flag i agitatorisk hensigt. Syvendevoterende, Erik Trolle, fandt, at det tvivlsomme var ordet »neutralitetsforanstaltninger«, men at det kunne være lige så vigtigt at bevare statens neutralitet under fredsforhold som i krigstid, og at krænkelse af neutralitetsforanstaltninger måtte omfatte handlinger, der kunne virke skadeligt på statens forhold til fremmede magter.

5.2.4. Højesteretsdommens rækkevidde

Som nævnt fremgår det af højesteretsdommens begrundelse, at området for strafbar overtrædelse af flagbekendtgørelsens forbud mod flagning med fremmede nationers flag ikke kan anses for begrænset til kun at gælde en krigssituation, men at straffelovens straffebud dog er afgrænset til at gælde ved lov forbudte handlinger – herunder flagning med fremmede nationers flag – som »ved deres direkte eller indirekte Følger kan befrygtes at ville kunne skade den danske Stats Forhold til fremmede Magter«. Et præjudikat for, at enhver flagning med fremmede nationers flag ubetinget er strafbar, er Højesterets dom således ikke.

Hertil kommer, at højesteretsdommen som præjudikat står svagt på grund af den stærke splittelse mellem dommerne. Som anført var afgørelsen lige på vippen med fem dommerstemmer for at straffe Dynnesen og fire dommerstemmer for at frifinde. De sidstnævnte med den fælles opfattelse, at straffebestemmelsen som værn for »forsvars- og neutralitetsforanstaltninger« ikke afgav fornøden hjemmel for straf i det foreliggende tilfælde, hvor Dynnesen i fredstid havde udtrykt sin begejstring for Sovjetunionen ved at flage med sovjetiske flag.

Til det anførte må yderligere føjes, at dommen i dag er mere end 80 år gammel og naturligt nok præget af den urolige mellemkrigstid, hvori den blev afsagt, ligesom den formentlig også kan antages at have taget farve