fandt landsretten således, at den kongelige resolution af 21. december 1833, der blev meddelt ved kancellicirkulæret af 7. januar 1834, ganske måtte sidestilles med en lov, og at resolutionen ikke ved Justitsministeriets 1854-cirkulære kunne »anses for ophævet, men alene modificeret efter udviklet Praksis«. De formelle betingelser for at dømme Dynnesen efter straffelovens § 104 var derfor opfyldt. Det var de materielle betingelser derimod ikke. Herom anførte landsretten, at den efter ordene i straffelovens § 104, stk. 3, om »Statens Forsvars- eller Neutralitetsforanstaltninger« fandt det »overvejende betænkeligt at anvende Straffebestemmelsen i § 104 på den foreliggende ulovlige Flagning, hvorved i øvrigt bemærkes, at Justitsministeriets omhandlede Bekendtgørelse af 10. april 1915 er udstedt under Krigsforhold«. Landsretten stadfæstede med denne begrundelse byrettens frifindelse af Dynnesen.

Højesteret nåede imidlertid til det modsatte resultat og idømte Dynnesen en bøde på 50 kr. med en forvandlingsstraf af hæfte i 5 dage. I sin dom fastslog Højesteret, at landsretten rettelig havde antaget, at Dynnesen havde flaget i strid med »den endnu delvis gældende Lovregel« i 1834-cirkulæret. Landsretten havde derimod efter Højesterets opfattelse taget fejl vedrørende rækkevidden af straffebestemmelsen i straffelovens § 104. Herom anførte Højesteret følgende: »Bestemmelsen i Straffelovens § 104, Stk. 3, kan efter sit Indhold ikke anses begrænset til kun at gælde under en foreliggende Krigssituation, men findes ganske i Almindelighed anvendelig paa saadanne ved Lov forbudte Handlinger, som ved deres direkte eller indirekte Følger kan befrygtes at ville kunne skade den danske Stats Forhold til fremmede Magter, derunder Flagning med fremmede Nationers Flag.«

Hvad man ikke kan se af dommen, er, at sagen i høj grad var på vippen. Dengang fremgik det nemlig ikke af Højesterets domme, hvis dommerne var uenige. Ordningen, hvorefter Højesterets domme skal indeholde oplysninger om de forskellige meninger under afstemningen, såvel vedrørende resultatet som vedrørende begrundelsen med oplysning om stemmetal, blev først indført i 1936. Og først i 1958 blev det gennemført, at dommernes navne skulle angives. ¹³¹¹1311. Victor Hansen, Retsplejen ved Højesteret, 1959, side 12 f. Så selv om Højesteret dom umid-