Efter ophavsretslovens §§ 1, 4 og 5 opstår ophavsretten til bøger hos ophavsmanden forstået som den, der skaber værket ved personlig kreativitet. I forbindelse med juridiske værker er det først og fremmest de forfattere, der har skrevet teksterne. Hertil kommer ophavsmænd, der har fået ophavsret ved at bearbejde eller sammenstille materiale skabt af andre. Det kan bl.a. dreje sig om forfattere, der har videreført andres værker, og om redaktører af festskrifter og andre antologier. Hertil kommer i visse tilfælde ophavsmænd til billedstof, herunder bogforsider, tegninger, grafer og eventuelle fotos mv.

Som udgangspunkt vil Projekt Jurabog og tilsvarende projekter indebære et indgreb i den ophavsret, der tilhører de ophavsmænd, der står bag bøgerne, herunder forfattere, bearbejdere, redaktører og eventuelle fotografer og tegnere m.fl. Og som udgangspunkt skal de alle spørges, før projektet kan løbe af stablen. Det er let nok, hvis der er tale om nyere udgivelser af nulevende kolleger. Men jo ældre værkerne bliver, og jo flere ophavsmænd der står bag de enkelte værker, jo mere kompliceret bliver det. Bl.a. falder ophavsrettigheder i arv, og ofte til flere arvinger. Hvis de dør, går ophavsretten videre til arvingernes arvinger. Hvem arvingerne er, kan man kun finde ud af ved henvendelse til skifteretten, og ofte er der tale om ukendte privatpersoner med almindelige navne. Jo ældre bøgerne er, jo større er problemet. Det er ganske særligt stort, når det handler om antologier med bidrag fra mange ophavsmænd. Ved lidt ældre antologier, f.eks. festskrifter, når man hurtigt op hundredevis af ukendte rettighedshavere, der i princippet skal kontaktes. Den slags værker har karakter af »forældreløse værker«, forstået som værker, hvis rettighedshavere det er meget svært og resursekrævende at opspore.

Forældreløse værker har altid skabt problemer i ophavsretten. Computerteknologien og det ønske om massedigitalisering, som teknologien har givet anledning til, har imidlertid gjort problemerne særligt følelige og påtrængende. I mange lande er problemerne ikke rigtig løst. I Danmark, derimod, søger ophavsretsloven at løse dem ved hjælp af bl.a. reglerne om »aftalelicens« i ophavsretslovens §§ 50 ff. Det er regler om, at det er tilladt at bruge beskyttet stof uden tilladelse fra ophavsmændene, hvis man får en aftale om det med en organisation, der repræsenterer en væsentlig del af ophavsmændene til den type stof, det handler om. Aftalen