kreditorer. ¹⁰²²1022. Smh. Alf Ross: Om ret og retfærdighed (1971) s. 232: »Hvornår tinglig beskyttelse indtræder bør ordnes præceptivt af lovgivningen. [...] Alt hvad man kan sige er, at de individuelt bestemte rettigheder har mulighed for at opnå tinglig beskyttelse.« Denne forskel indebærer, at erhververen kan have en tinglig ret, som kan hævdes over for overdrageren – og en del af overdragerens successorer, herunder arvinger – selvom retten ikke ville kunne hævdes over for overdragerens retsforfølgende kreditorer.

Obligatoriske rettigheder og tinglige rettigheder er ikke modsætninger i den forstand, at den berettigede enten har en fordringsret eller en tinglig ret. ¹⁰²³1023. Jf. Henry Ussing: Almindelig del, 4. udg. ved A. Vinding Kruse (1967) s. 6. Smh. også Knud Illum: Dansk tingsret (1976) s. 4 f. og W.E. von Eyben: Formuerettigheder, 7. udg. (1983) s. 30 ff. Køberen af en individuelt bestemt genstand har således både en fordringsret og en tinglig rettighed. Eller rettere: købers rettighed er både obligatorisk og tinglig. Er genstanden ikke individuelt bestemt, er købers rettighed mod sælgeren derimod alene obligatorisk. Modsat forudsætter en tinglig rettighed ikke en fordringsrettighed. Eksempelvis har en ejer, som har fået sin genstand stjålet, en tinglig rettighed, selvom vindikationskravet mod besidderen af genstanden ikke er en fordringsrettighed, og ejerens ret til genstanden ikke er begrundet i de af tyveriet følgende rettigheder mod tyven. Hertil kommer, at etableringen af tinglige rettigheder ikke er begrænset til formueretten, men ligeledes kan følge af offentligretlige regler, herunder ekspropriation.

Hvorvidt genstanden er individualiseret eller ej, er et spørgsmål, som ikke afhænger af den obligationsretlige sondring mellem species og genus. ¹⁰²⁴1024. Se også Vagn Carstensen: Ting og Sager 1 (1982) s. 13, note 5. Individualiseringen er en forudsætning for, at den berettigede har en tinglig ret: Er salgsgenstanden ikke individualiseret, har køber alene en ikke-tinglig fordringsret på sælger, hvilket indebærer, at køber alene har et krav mod sælgers formue generelt. ¹⁰²⁵1025. Se dog Peter Mortensen: Indledning til tingsretten, 2. udg. (2009) s. 189, som om erhververens stilling over for konkurrerende aftaleerhververe antager, at erhververen af en artsbestemt ydelse formentlig er stillet som erhververen af en individuelt bestemt ydelse, således at aftalens indgåelse som udgangspunkt er afgørende også ved artsbestemte ydelser, forudsat at aftalen er endelig, klar og bestemt. Forinden angives det s. 187, at kravet om klarhed og bestemthed kan udtrykkes således, at de erhvervede genstande skal være specificerede i aftalen, hvilket illustreres med et eksempel, hvor den opstillede specifikationsbetingelse ikke anses for opfyldt i et artsbestemt køb. Et krav om, at genstandene skal være specificeret i aftalen, lader sig vanskeligt forene med en aftale om artsbestemte ydelser. Hertil kommer dog, at det s. 188 forudsættes, at specifikationen ved artsbestemte ydelser kan ske ved overdragerens ensidige udskillelse efterfølgende. Resultatet bliver derfor i vidt omfang det samme. At forskellen ikke kun er terminologisk, bliver tydeligt, når forfatteren s. 189 f. antager, at den genuskøber, hvis aftale er først i tid, får forrang til genstande omfattet af arten, som sælger måtte have i sin besiddelse, hvis der i øvrigt foreligger artsumulighed. Herved antager forfatteren, at konkurrenceprincippet ikke finder anvendelse mellem to genuskøbere.